Derfor hænger Helle i lygtepælene

Byens butikker blæser til valgkamp, og det er nu, kunderne skal vælge de lokale butikker til for byens, klimaets og deres egen skyld

27. september 2019, 14:17
Helle Madsen, Karup Handelsforening, og en række øvrige butiksdrivende fra Karup håber på at få de lokale kunders stemme med blandt andet denne plakat.

Karup Måske har du allerede set valgplakaterne i lygtepælene og undret dig, for var det ikke før sommerferien, at der var valg?

Jo, det er helt rigtigt, men denne valgkamp handler ikke om, hvem der skal sendes til Christiansborgs bonede gulve. Det er meget mere nært end det.

Shoppinglisten er dine lokale butiksdrivende, og de forsøger nu at få din stemme i en kampagne med Viborg Egnens Handelsråd som afsender.

Og det sker med en skøn blanding af gak, løjer og ramme alvor.

- Der er gang i massive ændringer i detalilhandlen og den måde, vi som forbrugere køber ind på. Forbrugernes ændrede indkøbsvaner med stigende udenlandsk nethandel har drastisk ændret vilkårene for de små og mellemstore butikker i hele Danmark, siger Helle Sørensen fra Viborg Egnens Handelsråd.

Butikkerne giver liv

Shoppinglisten er en kampagne, der skal gøre os alle mere bevidste om at træffe et valg. Den skal inspirere borgerne til at handle i de lokale butikker eller deres webshops. Det skaber nemlig jobs, liv i byen og mindre belastning af klimaet, når vi selv henter vores varer i de lokale butikker i stedet for at få dem sendt fra Kina.

- Vores mål er ikke at få folk til at droppe nethandel, men at vi alle lige tænker over, at butikkerne faktisk er fundamentet for livet i byerne. Det er nemlig butikkerne, der fylder byerne med liv, siger Helle Sørensen.

Hun pointerer, at målet med kampagnen er at skabe en positiv stemning omkring de lokale butikker og give borgerne og kunderne lyst til at handle mere lokalt.

- Det er ikke ynk og klynk, det her. Det er absolut en alvorlig diskussion, som vi bringer til bordet, men det, vi sigter efter, er at få udbredt en positiv forståelse af, hvordan det hele hænger sammen for butikkerne, kunderne og lokalsamfundet.

Gavekort for kr. 10.000

Kampagnen vil være synlig i flere end 1000 lygtepæle, med reklamefilm på TV MidtVest og TV Østjylland, i de lokale aviser, på facebook og via plakater, indkøbsnet og brochurer i butikkerne.

På kampagnesitet www.shoppinglisten.dk kan man læse mere om alle kandidaterne og deltage i en konkurrence om gavekort for i alt 10.000 kroner - selvfølgelig til de lokale butikker.