Vellykket stævne for de små

27. september 2019, 08:21
Privatfoto

Karup/Kølvrå Torsdag den 19. september var KK07 værtsklub for et U7 DBU stævne, hvor otte hold fra klubberne Kjellerup IF, Alhedens IF, Sjørslev-Demstrup IF, Viborg FF og KK07 var mødt frem for at vise familie og andre interesserede noget af det, de har lært i løbet af sæsonen.

I løbet af en lille times tid fik de otte hold spillet tre kampe mod hinanden på kryds og tværs.

Det var en sand fornøjelse at se, hvordan de unge spillere med højt humør gik til den, uden at gå for meget op i selve udfaldet af kampene. Naturligvis blev der jublet over egne scoringer, både på og uden for banen, og man ærgrede sig på samme måde, når det var modstanderen, der ramte netmaskerne.

Heldigvis magede resultaterne sig således, at ingen hold forlod stævnet uden mindst en uafgjort kamp.

Der blev bakket flot op fra sidelinjerne, og det vellykkede stævne blev afviklet i en fin og hyggelig atmosfære.

KK07 træner Dennis Kirkelund kunne på sine spilleres vegne glæde sig over, at de over seks kampe havde scoret 14 mål og opnået syv point.