Lokale krolfere går medalje-amok

25. september 2019, 11:49
1 af 2 I midten er det Sarah Young med guldmedaljen flankeret af til højre Astrid Madsen med sølv og til venstre Martha Nielsen, Vridsted, med bronze. Foto: Leif Bæk
2 af 2 Hos mændene måtte de lokale Erling Madsen (th) med sølv og Ivan Nielsen (tv) med bronze kapitulere overfor Villy Jensen, Vridsted, der vandt guld. Foto: Leif Bæk

Karup De sætter ikke deres lys under nogen skæppe, de lokale krolfere, når de går på banen for at forsvare egnens farver.

Da Karup/Kølvrå Seniorkrolf Klub for nylig var vært ved Viborg Kommune mesterskab på Hessellund Sø-Camping, var klubbens medlemmer nemlig ugæstfrie nok til selv at løbe med størstedelen af medaljerne.

Der var 92 deltagere fra kommunens krolfklubber, og da regnskabet skulle gøres op, var Karup/Kølvrå Seniorkrolf Klub løbet af med fire ud af seks medaljer.

Hos kvinderne var det Sarah Young og Astrid Madsen, begge Karup/Kølvrå Seniorkrolf Klub, der vandt henholdsvis guld og sølv foran Martha Nielsen fra VAK i Vridsted.

Hos mændene måtte de lokale Erling Madsen med sølv og Ivan Nielsen med bronze dog se Villy Jensen fra VAK Vridsted stikke af med guldmedaljen.