Find nye fællesskaber i Viborg Kommune

Borgere i Viborg Kommune kan nu finde nye fællesskaber gennem den digitale platform, Boblberg.dk, som kommunen har indgået samarbejde med

19. september 2019, 09:35
På Bohlberg.dk kan du skabe digitale fællesskaber. Foto: Pressefoto

Fællesskaber Det bobler med fællesskaber i Viborg Kommune. Og det skal være lettere at finde dem. Derfor har Viborg Kommune indgået et samarbejde med Bohlberg.dk, som er en digital platform, hvor al aktivitet drives af de mere end 200.000 borgere, som er en del af fællesskabet. Her skriver borgere sammen i selvoprettede opslag (bobler), hvor de deler fælles interesser, oplevelser og sociale aktiviteter - men også svære emner, som for eksempel ensomhed og psykisk sårbarhed.

Fællesskab og færre ensomme

Målet med samarbejdet er, at flere borgere kan styrke deres mentale, sociale og fysiske sundhed gennem fælles oplevelser og interesser. Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Åse Kubel Høeg, uddyber baggrunden for det nye tiltag:

- Vi har i byrådet sat nye mål for sundhedsområdet herunder mål for borgernes trivsel og livskvalitet. Samarbejdet med Boblberg er et af flere initiativer, som blandt andet skal bidrage til, at vi når vores mål om færre ensomme.

Samarbejdet med Boblberg tyvstartede allerede under sommerens Seniorfolkemøde og Snapsting med Handicap, hvor repræsentanter fra Boblberg havde en snak med mange borgere om muligheden for at finde fællesskaber på platformen. Den indsats har betydet, at der allerede før den officielle lancering i dag nu er 1500 aktive brugere fra Viborg Kommune på Boblberg.dk.

På Boblberg inviteres borgerne til at bruge lokalsamfundet på nye måder og i fællesskab med andre. Samtidig kan boblerne også give inspiration til de borgere, der har et ønske om at være frivillige.

Det er borgerne selv, der opretter bobler på boblberg.dk, og så kan andre slutte sig til, hvis de lige er den sidste fodboldspiller, der mangler på holdet, eller den bonusmormor, som en nytilflyttet familie søger.