Det vrimler med spiselige svampe

Jagten på efterårets guld i skovbunden er sat ind. Den våde august måned og den efterfølgende varme har betydet, at naturen bugner af svampe

06. september 2019, 08:22
Karl Johan er en god begyndersvamp. Foto: Pia B. Jakobsen

Natur Tag en kurv i hånden, sæt kurs mod den nærmeste skov og vend blikket nedad. Der er rig mulighed for at finde lidt ekstra lækkert til aftensmaden for både nybegynderen og de mere svampekyndige.

Start med rørhatten

Er du i tvivl om, hvad du som nybegynder skal starte ud med, er rørhatte et godt bud. Den mest kendte og velsmagende rørhat er Karl Johan. Den kan man kende på den brune hat, der ligner en overkrydder, og den solide stok, der øverst har et fint netagtigt mønster. Rørene er fra starten hvide og bliver med tiden gule til gulgrønne. Man kan være uheldig og tage fejl af den og galderørhat, som ikke er giftig, men som smager bittert og derfor kan gøre en hel ret uspiselig. Galderørhat har grovere net på stokken og hvide til lyserøde rørmundinger.

Rørhatte generelt vil gerne have luft omkring sig, og derfor finder man dem tit langs skovvejene, hvor de også kan stå i skygge.

Tilberedning

Saml kun de nye, friske svampe, skær dem eventuelt over på stedet og lad dem ligge, hvis der er larver i dem. Hjemme kan man vælge at stege dem med det samme og give dem et opkog i fløde og måske citron. Svampe er lækre til alle slags retter. Vil man opbevare svampene til senere brug, kan det anbefales at rense dem for jord, skære dem i skiver og enten fryse dem eller tørre dem ved 60 grader i en åben ovn, så fugten kan slippe ud. Tørreprocessen kan tage op til 8 timer.