Korsbæk i Karup

Er du også en af de mange, som holder af TV-serien ’Matador’ så kom med til gæstebud i Lauras køkken i Karup Kultur- og Forsamlingshus. Smag hendes gode mad og oplev kulturen, skikkene og de

02. september 2019, 14:51
Er du Matodor fan, så er der den 3. oktober et godt tilbud i Karup Kultur og Forsamlingshus. Foto: Arkivfoto

Karup Holder du også af TV-serien Matador?

Det er vi mange der gør, så derfor arrangerer Viborg Bibliotekerne og Karup Kultur- og Forsamlingshus den 3. oktober ”Korsbæk i Karup – med gæstebud i Lauras køkken”. der bliver lavet tre retter mad og efterfølgende serveret kaffe og kage, nøjagtig som Laura ville have lavet den til Varnæs´ gæster.

Peter Skovmos, Karup, er en af arrangørerne. På dagen kommer han i kjole og hvidt og optræder som aftenens konferencier. Han vil fortælle om takt og tone i selskabslivet, og lidt om hvad de spiste og drak hos Varnæs. Annette og Kathrine fra biblioteket fortæller om, hvad man læste, så i biografen eller i teatret og hørte af musik eller foredrag. Disse indlæg er på samlet 20 minutter mellem hver ret.

-Vi gør os umage med at gøre rammerne og aftenens forløb så autentisk som muligt. Det gælder såvel valget af retter som borddækning og påklædning. Matador-seriens 24 afsnit er blevet gransket nøje, og kogebøger fra den tid, Emma Gads ”Takt og Tone” og skrifter om serien Matador har givet den nødvendige inspiration, fortæller Peter Skovmos. Forsamlingshusets ildsjæle og frivillige arbejdsbier vil sammen med to dedikerede bibliotekarer fra Viborg Bibliotekerne gøre denne aften til en minderig en af slagsen.

Arrangementet løber af stablen torsdag den 3. oktober, og billetter á 140 kroner kan købes på Viborg Bibliotekernes hjemmeside og fysisk i SuperBrugsen i Karup. Først til mølle princippet er gældende.