Fem talent spillere udvalgt fra AIF/ KKIK

I AIF og KKIK fodbold er der plads til både bredden og de bedste

31. august 2019, 14:33
De fem AIF/ KKIK drenge, der er udtaget til FCM Topcenter. Fra venstre: Lukas Rask Jensen, Simon Petersen, Simon Rose, Sebastian Le Grøne, Silas Kynde Kristensen. Foto: Privatfoto

Fodbold FC Midtjylland samler en gang om året udvalgte talent spillere fra de 139 samarbejdsklubber i region Midtjylland.

AIF og KKIK, der nu træner fodbold sammen, stillede op med en flok af klubbens U11, U12 og U13 spillere. I år blev der i træningsweekenden udtaget ikke mindre end fem spillere fra AIF/ KKIK, nemlig tre U11 spillere og to U12 spillere.

For U11 spillernes vedkommende venter der nu og frem til juni en ugentlig træning i Skive, mens U12 spillerne foruden træningen på eget hold skal træne to gange i ugen på talentholdet i Skive.

Allan Rose, hvis søn er blandt de fem talentspillere, fremhæver særligt lokalsportens arbejde med at udvikle talenter med hjælp fra dygtige frivillige trænere:

- Trænerne har gjort det supergodt. De gør noget for breddesporten, for alle spillerne har det sjovt, men samtidig har de øje for at dyrke talenterne.

Til lykke til både spillere og trænere!