25 år på den bedste arbejdsplads

Jetsalonen er en speciel arbejdsplads. Den ligger inde på Flyvestation Karups område. Den 6. september kan Lone Just fejre 25 års jubilæum i salonen

29. august 2019, 13:58
1 af 2 Lone Just på verdens bedste arbejdsplads. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Når man skal klippes på Jetsalonen, skal man først have tilladelse til at komme igennem hoved-vagten. Foto: Pia B. Jakobsen

Visit - Jeg tager gerne 15 år mere - i hvert fald, sådan starter Lone Just, Jetsalonen, samtalen med Ugeavisen Karup. Lone kan nu se tilbage på 25 skønne år i Jetsalonen, som hun overtog fra Børge Würtz, der havde haft salonen i 30 år.

De første par år var Lone alene i salonen, men da lysten til at få børn meldte sig, kom der en frisør mere. De sidste 19 år har Ulla været ansat i Jetsalonen. De to udgør et godt makkerpar og foruden »de skønne kunder«, som Lone formulerer det, og de gode arbejdsvilkår, er Ulla en af årsagerne til, at Lone holder rigtig meget af sin arbejdsplads.

Eksperter i herreklip

I Jetsalonen er »kort kort«, fortæller Lone Just. Af naturlige årsager kommer der flest mænd i salonen, selvom kvinderne da også har fundet vej ind på Flyvestationens område.

- Vi kan finde ud af at klippe kort hår, siger mændene. Det gør vi da også tit, griner hun. Der er ingen tvivl om, at Lone holder af sit arbejde. Der er ikke langt til latter og grin.

Kunderne er trofaste, og mange kommer langvejs fra, for sådan er det, når man arbejder på Flyvestation Karup. Det er det, der gør Jetsalonen til en helt speciel arbejdsplads:

- Folk bor her nogle dage eller en uge og tager så hjem igen. Det giver nogle andre snakke. Frisøren har kun kundens version af sit liv, forklarer Lone. - Det giver en særlig fortrolighed. Vi kender ikke de nære omgivelser, og så bliver det selvfølgelig her, det vi snakker om.

Nogle kunder er måske væk i flere år og kommer så tilbage i øvelse og bliver klippet på Jetsalonen igen. Det sætter Lone stor pris på.

For alle

Alle kan blive klippet på Jetsalonen. Det er dog knap så enkelt at komme ind til frisøren her som andre steder. Først skal man nemlig omkring hovedvagten og have et dagskort. På trods af det kommer omkring 30% udefra og har ikke andre ærinder på Flyvestationen. For eksempel bliver pensionerede militærfolk ved at komme i salonen. Mange af kunderne henter også børnene og får dem klippet. Servicen er i top, viser det sig. Lone Just fortæller, at hvis man er kommet på Jetsalonen og bliver syg, så kører hun eller Ulla ud. Sådan skal det være.

Jubilæum

Fredag den 6. september bliver der ikke sat nogen klipninger i kalenderen. Der er ingen grund til at stresse unødigt, fordi man vil nå det hele. I stedet bliver der gjort klar til jubilæum. Lone har søgt om at sætte et telt op og om en spiritusbevilling, som man skal på det militære område. Mad kommer der nok også noget af. Hvad, det skal være, er ikke besluttet i skrivende stund.

Sikkert og vist er det, at begivenheden skal fejres, og det skal den sammen med verdens bedste kunder og forretningsforbindelser.

Har du lyst til at hjælpe Lone Just med at fejre de første 25 år som frisør på Jetsalonen, skal du huske at tilmelde dig senest den 2. september. Det er nødvendigt af hensyn til hovedvagten.