Lokal spejder retur fra verdens største spejderlejr

Netop hjemvendt fra USA fortæller Mads Emil Jensen, Det Danske Spejderkorps i Karup, om sit livs oplevelse

19. august 2019, 14:21
De mange forskllige nationaliteter boede spredt i den store lejr. Mads Emil boede med sin lille, danske gruppe tæt op af både japanske, amerikanske, engelske, tyske og italienske spejdere. Det var en god sprogøvelse. Foto: Privatfoto

Jamboree Friluftsliv, snobrød, råbåndsknob, fællesskab med tryk på fællesskab og oplevelser, der rækker langt udover en almindelig sommerferie. Det har i sommer været virkelighed for Mads Emil, der har været til World Scout Jamboree sammen med 45.000 spejdere fra hele verden.

Den første uge var de 600 danske deltagere på tur rundt i USA. Mads Emil var blandt andet nede i en guldmine, på vandreture i bjergene og meget andet. Selve lejren blev indledt med en storslået åbningsceremoni med musik, flagparade, droneshow og taler. Derefter var der frit slag. Shuttlebusser kørte omkring, så man kunne hoppe af og på, som man ønskede, og besøge udvalgte stande og aktiviteter.

En app udviklet til lejren

På lejren var der wifi. Alle fik mulighed for at downloade en app udviklet til lejren, fortæller Mads Emil, der benyttede appen til at orientere sig om dagens program, hvilke aktiviteter, der var, og hvor de lå. Her var også et kort over lejren og en beskrivelse af, hvor man kunne købe hvad. Desuden var vigtige kontakter allerede skrevet ind.

Aktiviteter

I løbet af ugen nåede Mads Emil blandt andet både at skyde, klatre, dykke og white water rafte. Han fik snakket med en gammel vietnam veteran, mødt ansatte fra NASA og kommunikeret med unge mennesker fra hele verden.

En enkelt dag var »Cultural Day«. Her stillede alle lande op med ting og smagsprøver, der repræsenterede deres land. Det udløste mange interessante smagsprøver. På Mads Emils stand kunne man smage remoulade og saltlakrids. På den danske stand var der også Lego, hvor gæsterne blev opfordret til at bygge en bæredygtig verden.

De største oplevelser

Adspurgt om, hvad de tre største oplevelser ved turen har været, er Mads Emil hurtig til at svare:

- Det har været at snakke med en masse nye mennesker og fremmede kulturer. Det har også været at prøve en masse outdoor og adventure aktiviteter, og så simpelthen det at komme til et andet land og skulle stå på egne ben!

Rejsen har bekræftet Mads Emil i, at det er godt at springe ud i det, man er nysgerrig på, også selvom man er usikker. Han siger derfor ligesom Pippi. »Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt finde ud af!«

Om fire år er der i øvrigt verdens jamboree i Sydkorea for et nyt hold af 14-16-årige spejdere, så har du rejseblod og eventyrlyst i blodet, skulle du måske begynde til spejder allerede nu.

Mads Emil har givet Ugeavisen Karup lov til at vise et billedudvalg fra USA turen. Kunne du tænke dig at se flere billeder fra den spændende rejse, kan du derfor klikke ind på Ugeavisens hjemmeside.