Open by Night i Frederiks

Tilbud, god musik og fællesskab er nøgleordene, når Frederiks Handels- og Erhvervsforening holder Open by Night i Frederiks på fredag

08. august 2019, 08:35
The Pets er genopstået. Fredag aften spiller de musik fra 60´erne og 70´erne i teltet ved DagliBrugsen. Fra venstre er det Jørn Cramer Christiansen, Per Kristensen, Gert Herold, Jan Herold og Gregers Laigaard. Foto: Privatfoto

Frederiks Igen i år lægges der op til en hyggelig aften i Frederiks, når butikkerne, fyldt med gode tilbud, holder længe åbent. Musikken spiller tre forskellige steder i byen, der er mad og drikke, og forskellige erhverv viser flaget.

Ved DagliBrugsen er der sat telt op, hvor man kan sidde og høre musik og nyde en fadøl/sodavand samt en frankfurter. Til børnene sætter DagliBrugsen en hoppeborg op, og udleverer gratis is til alle børn fra kl. 18.00-18.15. På parkeringspladsen kommer Midtjysk Brand og Redning med en af brandbilerne, som børn og voksne kan se nærmere på. Måske brandmændene vil fortælle om deres arbejde. Du kan også deltage i konkurrencer om et gavekort til DagliBrugsen, som selvfølgelig har masser af gode tilbud og smagsprøver i dagens anledning.

The Pets spiller Grønhøjrock

Måske nogen kan huske disse ”kæledyr”, som i deres unge år spillede rock. Stilen var vel nærmest Grønhøjrock, da hovedparten var fra Grønhøj. Kun Per måtte hentes fra Frederiks. Han var nemlig trommeslager, og sådan én var ikke at finde i Grønhøj. Øvelokalet var dengang et tomt stuehus på Fallesgårdevej. Mindst én gang om ugen gik de amok i tidens rock, hyggede og morede sig med musikken. Så fik musikerne andre interesser, og bandet blev spredt for alle vinde og musikken blæste med. Tiden gik og pludselig mødtes de igen. Så hinanden i øjnene og efter et glas øl sagde de: ”Skal vi prøve igen”? The Pets indtog Sommersøndag på Grønhøj Kro her i juli måned. I forbindelse med Open by Night i Frederiks rykker de udenfor Grønhøj byskiltet og slipper lyden fri ved DagliBrugsen i Frederiks i forbindelse med Open by Night. Det er planen, at de spiller to sæt á 45 minutter i løbet af aftenen.

Torvestemning

Længere ned af Søndergade skaber Byens Kagemand, Camillas Blomster og WiiClinique torvestemning. Her er levende musik, kaffe og kage i teltet ved siden af Byens Kagemand, som i butikken har lykkeposer med lækkert bagværk. Camillas Blomster har gode tilbud på buketter og efterårsplanter til krukkerne og Winnie Svendsen, WiiClinic, er med til at sørge for god stemning i det hjørne af byen.

Klassisk guitar og kransekage

I Frederiks Kirke spiller Pedro Oyarzo klassisk guitar. Pedro har tidligere spillet i Frederiks Kirke i forbindelse med Open by Night. Dengang forlød det, at kirken var åben, og man kunne komme og gå, som man ville. Det viste sig, at alle, der kom ind, blev til hele koncerten. Pedro Oyarzo, som oprindelig kommer fra Chile er nu dansk gift og bor i Silkeborg. Han komponerer selv sin musik og spiller smukt og opløftende. Det er en flot oplevelse, som man bør give sig selv, hvis man er glad for tidløs, melodiøs musik. Efter sin solooptræden akkompagnerer Pedro Oyarzo kirkesang ved sognepræst Gitte Thorup. I våbenhuset serveres kransekage og smagsprøver på Frederiks Kirkes gode altervin.