Endnu en 10+ havørred fra Karup Å

Ifølge Riverfishers facebook side, er det denne sommer gået rigtig godt med fiskeriet på Karup Å

02. august 2019, 14:25
En drømmefisk fra Karup Å. 91 centimeter og en vægt på 10,4 kilo. Foto: Privatfoto

Fiskeri Karsten Laursen beretter om en fiskeferie ved Hagebro i Paul T. Jensens sommerhus, som familien har lejet i midten af juli måned. Der hører 1,3 kilometer fiskevand med til sommerhuset. Det blev til ikke bare en men flere havørreder.

Lasse på 11 år var tidligt oppe sammen med far og med på morgenfisketur. Det gav ikke nogen gevinst, men da han hviler sig op på formiddagen, tager storebror over og ser både en otte kilos fisk og en fem kilos fisk blive fanget. Lasse bliver vækket og iler ned, hvor de to havørreder er hevet ind. I tredje kast får han så sin første havørred på krogen. Pludselig er der noget ved at være på fiskeferie.

Et par dage efter er det far, der er heldig. Karsten Laursen har egentlig fisket hele dagen, men fik alligevel lyst til at give det endnu en chance hen på aftenen. Han fortæller:

- Jeg går om til et af svingene på stykket, og fisker med spinner. Jeg kan et par gange se en god fisk i svinget, og kaster flere gange spinneren mod fisken, men uden held. Jeg skifter så til en wobler i gule og orange farver. Jeg lader den glide ind i svinget en fem seks gange, og så er der bid. Jeg får fat på min søn Lasse, og han henter hjælp hos en anden meget flink lystfisker. Jeg har kun fanget en havørred, og det er 25 år siden, så erfaringen i håndtering af en så stor fisk var ikke stor. Med lidt kyndig vejledning fra den venlige fisker, lykkedes det at lande fisken.

Den store havørred målte 91 centimeter og vejede 10,4 kilo. Det tog en syv - otte minutter at få den på land.

Det var en fiskeferie, der ikke sådan lige går i glemmebogen.