Få is for at læse

06. juli 2019, 14:46
Når du har lånt og læst fem bøger i sommerferien, giver bibliotekerne en is. Foto: Arkivfoto

Sommerlæsning Traditionen tro har Viborg Bibliotekerne i skoleferien et godt tilbud til alle skolebørn i Viborg Kommune. Læs fem bøger og få en lækker is. Et tilbud kaldet Sommerbogen, som de seneste år er blevet benyttet af ca. 800 børn hver sommer.

Sommerbogen går ud på, at børnene henter Sommerbogsfolderen på et af bibliotekerne i Viborg Kommune og låner fem bøger, som svarer til deres læseniveau. Bøgerne læses derhjemme eller på ferien, og når bøgerne er læst, skal de have fra en til seks stjerner alt efter, hvor gode de er. Stjernerne suppleres med en kort anmeldelse/vurdering, som skrives i folderen. Folderen afleveres på bibliotekerne i enten Viborg, Bjerringbro, Karup eller Stoholm, og børnene får en iskupon til en lækker is på Borgvold i Viborg. I Bjerringbro, Karup og Stoholm kan man vælge enten en iskupon til Borgvold eller få en is på stedet.

Sommerbogen med tilhørende is er den ”gulerod”, som får mange børn og unge på bibliotekerne i ferien. Og på den måde får de både lidt læsetræning i den ekstra lange ferie og forhåbentlig en masse gode læseoplevelser. De tidligere år er der i hvert fald blevet uddelt rigtig mange stjerner.

Man kan hente sommerlæsning på alle biblioteker i Viborg Kommune i hele sommerferien, men der kan kun hentes is på de nævnte biblioteker i Viborg, Bjerringbro, Karup og Stoholm. I stedet for at låne bøgerne med hjem fra biblioteket, må børnene også gerne læse dem på nettet. Bibliotekerne tilbyder nemlig også www.ereolenGo.dk, som er en inspirerende indgang til en masse læsning på ebog eller lydbog.

Udlevering af iskuponer og is kan ske fra 15. juli i de nævnte bibliotekers betjente åbningstid.

Sidste frist for aflevering af sommerbogsfolderen er 10. august og sidste frist for at indløse en is på Borgvold er den 25. august. Man kan deltage én gang.

Mere sommerlæsning på biblo.dk – bibliotekernes digitale samlingssted for børn. Hvis man har lyst til endnu mere sjov sommerlæsning, så tilbyder www.biblo.dk en sommerbogskonkurrence, hvor man kan anmelde bøger og vinde skønne præmier hele sommerferien.