Velfortjent årspris

Boligselskabets Sct. Jørgens årspris gik i år til en hel afdeling, nemlig afdelingen i Kølvrå

24. maj 2019, 15:00
Et stort engagement og drive betød, at det blev Kølvrå afdelingen, der modtog Sct. Jørgens Boligselskabs årspris. Her er det Dorte Sallingbo Smedegaard Olsen og Betty Ahrnkiel fra Kølvrås afdelingsbestyrelse, der har gode ideer til, hvordan Kølvrå Skole kan udnyttes bedst muligt. Foto: Pia B. Jakobsen

Kølvrå Afdelinger i Boligselskabets Sct. Jørgen kan indstille en person, bestyrelse eller en hel afdeling, som gør en særlig indsats for at skabe tryghed, fællesskab og socialt sammenhold for afdelingens beboere, og til boligselskabets årsmøde forleden blev prisen uddelt.

- Der er mange forskellige faktorer, som medvirker til at skabe et boligområde, hvor beboerne er glade og trives. Her spiller tryghed og naboskab en stor rolle. Hvad der kendetegner det gode naboskab er individuelt, men grundlæggende kan man sige, at det at kende og hilse på sine naboer er medvirkende til, at man som beboer føler sig mere tryg, fordi der på den måde altid er nogen, som holder øje med én – på den gode måde, fortæller Anne Mette Primdahl Nielsen, Kommunikations- og Udviklingschef hos Boligselskabet Sct. Jørgen.

I 2019 gik årsprisen til en hel afdeling, som med formanden, afdelingsbestyrelsen og ildsjæle i spidsen har ydet en vedvarende indsats med sociale initiativer og arrangementer til gavn for fællesskabet og det gode naboskab.

- I har virkelig rykket, sagde Anne Mette til de repræsentanter for afdelingen, der var mødt op i forbindelse med den workshop, der var tilrettelagt for at få uddybet, hvordan man får det bedste ud af Kølvrå Skole. - Fællesskabstankegangen er åbenlys. I har en stor del af æren for, at der kom så mange til åbent hus arrangementet på Kølvrå Skole, og I har også lagt et stort arbejde i workshoppen.

- Det var en helt vild overraskelse, fortæller formanden for afdelingsbestyrelsen, Dorte Sallingbo Smedegaard Olsen, der var varslet i ugen op til årsmødet, men som havde måttet holde tæt med den gode nyhed. At få sådan en anerkendelse forpligter, mener hun. - Vi arbejder godt sammen i bestyrelsen, så vi fortsætter arbejdet ufortrødent. Det er dejligt, at der sker noget!

Med årsprisen følger 2.500 kroner til aktiviteter i afdelingen.

- De skal bruges til aktiviteter, som skal være til gavn for alle i Kølvrå, fortsætter Dorte.

Til næste år bliver Kølvrå 70 år. Dorte Sallingbo kunne godt forestille sig, at pengene på en eller anden måde skal indgå som tilskud til gildet.