Konfirmationsudstilling klar til åbning

Den 20. maj åbner en stor konfirmations-udstilling på biblioteket i Karup

19. maj 2019, 15:56
Konfirmander fra Grove Sogn 1896. Et af arkivets ældste konfirmandfotos. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Karup

Karup Det er tiden for konfirmationer, og i den anledning udstiller Lokalhistorisk Arkiv en masse konfirmationsbilleder på biblioteket. Billederne spænder over en årrække på godt 100 år, og der er dels billeder af konfirmationshold og dels billeder med enkelte konfirmander. Det ældste billede er fra 1896, da tyendeloven var gældende, og alle tjenestefolk skulle have en skudsmålsbog. Det nyeste er fra 1997, men indimellem er der mange både gamle og nyere konfirmationsbilleder med kendte ansigter, især fra Karup, Frederiks og Kølvrå, men også fra de mindre byer.

Ud over billeder er der også udstillet konfirmationskjoler og en enkelt andendagskjole. Desuden er der en tredelt montre med et udvalg af typiske konfirmationsgaver i årenes løb. Her er både de traditionelle som smykker, salmebog og bibel, men også nogle lidt mere usædvanlige deriblandt en plade med Louis Armstrong, en ridehjelm og et fint udskåret løvsavsarbejde i form af et syskrin. Til gengæld mangler det allermest almindelige, nemlig penge, ure og cykler.

Udstillingen viser, hvor meget både traditioner og mode er ændret i tidens løb. Tilbage i 1896 kunne den eneste gave være et par træsko eller i heldigste fald konfirmationstøjet som løn for et halvt års tjeneste. Dengang var det normalt at komme ud at tjene før konfirmationsalderen, ofte allerede som 9-årig. I dag kan gaven for eksempel være en rejse eller et større pengebeløb. Karen Filbert og Niels Ejnar Engedal har nedskrevet deres meget forskellige erindringer om konfirmationen, og det kan man også læse.

Som noget helt specielt omfatter udstillingen en dåbskjole. Det er en tidligere konfirmationskjole, som blev syet om til konfirmandens førstefødte og siden er gået i arv til dennes tre søskende.

Udstillingen er sat op i anledning af Fotodage Viborg, og yderligere information om udstillingen og tilsvarende udstillinger andre steder kan ses i Stoholm og Bjerringbro.

Åbent hus

Den 20. maj er der åbent hus på biblioteket i Karup, hvor der serveres kaffe og småkager, og hvor man kan få en lille rundvisning ved Inger Merstrand, som fortæller om billederne i arkivets område og konfirmationer før og nu.