Festlig indvielse af kørestolsgynge

Flag, flotte drinks, frugt, chokolade og kringle var stillet an på Åbrinken i Karup forleden onsdag. Husets nyinvesting - en kørestolsgynge blev indviet med pomp og pragt

15. maj 2019, 14:14
Den nye kørestolsgynge har vakt begejstring blandt beboerne på Åbrinken. Kørestolsgyngen er forsynet med tre kørestolsbespændinger, som i biler og busser Foto: Pia B. Jakobsen

Karup Den robuste kørestolsgynge er sat op i forlængelse af terrassen, som alle beboere på Åbrinken deles op. I dagens anledning var der bundet en rød snor omkring gyngen, og en af beboerne fik æren af at klippe snoren. Snoreklippet var nu ret symbolsk, for mange af beboerne havde allerede indviet gyngen i påsken, hvor vejret var særligt indbydende. De stod da også i kø for at prøve igen.

- Gyngen er god til mange forskellige målgrupper, konstaterede centerleder Marianne Thaagaard Villekold. Hun har noteret sig, at brugerne slapper af, når de gynger. Der er plads til flere på en gang, så den er også blevet et samlingssted for socialt samvær. Hun er ikke i tvivl om, at det har været en god investering.

Hyggeområdet omkring gyngen er i øvrigt blevet shinet op med nye havemøbler og højbede, sponsoret af Lions. Blomsterne i højbedene har de tre lokale blomsterhandlere sørget for.

Et par kørestolsbrugere samt beboere, der kunne sidde på bænken overfor, nåede at få en gyngetur på indvielsesdagen, inden det blev for koldt og festlighederne fortsatte indenfor.

- Det var sjovt, var de helt enige om, da de igen sad inde i den lune stue og nød kaffen og kringlen.