Forbyd burhøns i EU

11. maj 2019, 09:58

Læserbrev Om mindre end en måned skal vi til stemmeurnerne, når der bliver afholdt Europa-parlamentsvalg. Ikke mindst for dyrene er valget vigtigt.

Dyrevelfærden halter i vores landbrugsproduktion i EU. Søer der fikseres, kvæg der transporteres alt for længe, og høns der lever i små bure hele deres liv og aldrig ser solen.

Der er nok af ting at tage fat på. Jeg mener, det er på tide, at vi forbyder burhøns i EU. Jeg er selv vokset op på en gård med køer og svin, og for mig er det afgørende at dyr, som vi spiser, lever et godt liv. Sådan tror jeg også de fleste mennesker og især landmænd har det.

Men det kan være svært at konkurrere med andre lande, der har lave standarder for dyrevelfærd, hvis ikke vi sætter et minimumsniveau i EU. Et sådant minimumsniveau bør indeholde et forbud mod buræg.

Burhøns lever under uacceptable forhold, hvor burhøns holdes i bure med netgulv, hvor hver høne har, hvad der svarer til et A4-ark plus et postkort. Der er typisk i 10 høner i buret. De ser aldrig dagens lys. Det er ikke rimeligt.

Heldigvis begynder forbrugerne også at vælge æg fra burhøns fra. Lad os komme forbrugerne i møde og få sat en stopper for produktionen af æg fra burhøns. Vi kan indføre en periode, hvor vi udfaser æggene, så landmændene kan omstille deres produktion uden panik. Lad os sammen med landbruget finde metoder der forbedrer dyrevelfærden, så både dyr og mennesker har det godt i vores fødevareproduktion.