Seniortriatlon markerede sæsonafslutning for 60+

Torsdag den 2. maj blev afholdt Alhedens to-timers-senior-triathlon-stafet

12. maj 2019, 15:24
Det er Alhedens Idrætscenter, der danner ramme om 60+. Foto: Jette Lynge Jensen

Frederiks 45 seniorer deltog i AIF´s 60+ og Frederiks og Omegns Sociale Svømmeklubs særlige sæson afslutning.

Dagen startede som vanligt med morgenmad i cafeteriet, men i stedet for at fortsætte med spinning, badminton og gymnastik havde deltagerne på forhånd inddelt sig i hold, som dystede imod hinanden i triathlon stafet. I to timer skiftedes holddeltagerne til at holde stafetten i gang ved at cykle 2,5 kilometer, løbe/ gå 1,5 kilometer og svømme 100 meter. En enkelt sej deltager skiftevis løb, cyklede og svømmede to timer i streg uden at være på hold.

Det var første gang, der blev holdt stjernetræf for seniorer men nok ikke sidste gang.

Det var Tage Johansen eller Tawi, der stod som arrangør:

- Det er vigtigt, at folk rører sig og har det sjovt. Niveauet er ikke så vigtigt, konstaterede han.

Tage har selv tilbage i 90´erne gennemført to ironmen, og så er han vant til at arrangere AIFs 12 timers triatlon. Også de ældste årgange på både Karup og Frederiks Skole arrangerer han triatlon for hvert år. 60+´erne blev derfor ført sikkert igennem strabadserne og kunne slutte dagen med Præmieoverrækkelse og spisning, der bestod af buffet og kaffe. Tredje halvleg er lige så vigtigt som sportsudfoldelserne. Det var der ingen, der lagde skjul på.

60+ sommertur med VLTJ

Et af de aktive medlemmer fra 60+´erne har i øvrigt arrangeret sommertur inden opstarten til september. Den 22. august skal en bus med 54 medlemmer på sommertur med VLTJ. De fragtes til Vemb med en lejet bus. Herfra går turen med VLTJ til Thyborøn, hvor der er frokost og retur til Lemvig, hvor der bliver tid til et visit og en tur i gågaderne. Desværre er turen allerede udsolgt.