Dollerup ved vand, på land og i luften

Lørdag den 11. maj er der fernisering i Dollerup Forsamlingshus

10. maj 2019, 08:17
Måske du kender Kimmo T. Hansens billeder fra facebook. Fra på lørdag kan du opleve dem i Dollerup Forsamlingshus. Foto: Kimmo T. Hansen

Dollerup Dollerup Kunstudvalg har fundet en helt ny udstiller i forbindelse med sen-forårsudstillingen 2019.

Kimmo T. Hansen fra Lysgaard, underviser, musiker og fotograf, kommer med sin tolkning af bakkerne, naturen og de flyvende skabninger

Kimmo T. Hansen har boet i Lysgaard siden 2003 og har gennem årene trasket bakkerne igennem på alle leder og kanter og altid med sit kamera over skulderen. Mange har garanteret hilst på ham derude på stierne et sted.

- De billeder, som bliver præsenteret i Ravnsbjerghus, handler først og fremmest om landskabet og om fuglelivet, fortæller udstilleren, men understreger staks, at det altid er humøret undervejs i arbejdsprocessen, som afgør om det naturalistiske billede bliver udsat for en kunstnerisk fortolkning, inden det havner på papiret.

I Dollerup Forsamlingshus vil vi komme til at se lidt af hvert – både billeder, som har fået en tur i den kunstneriske fortolkningsmaskine og dem, hvor man straks kan se, hvad er.

- Jeg flyttede netop til Lysgård, fordi naturen herude er helt fantastisk inspirerende, siger Kimmo T. Hansen, som i øvrigt er pære dansk, men har sit fornavn fra sin finske mor.

Kom og få et nyt syn på bakkerne, et glas hvidvin og en hyggelig lørdag eftermiddag i Dollerup Forsamlingshus.