Cykelkampagne på skolerne

Her i maj har både Frederiks og Karup Skole særlig fokus på aktiv transport til skole

08. maj 2019, 15:33
En flok cyklist elever fra Frederiks Skole. Foto: Martin Mose Rovsing

Frederiks Det er blevet forår og cykelvejr, og derfor sætter Viborg Kommune fokus på aktiv transport til og fra skole i maj under overskriften »Vær Frisk – Hop på cyklen«. Kampagnen blev kickstartet den 29. april, hvor personale og elevråd på henholdsvis Karup og Frederiks Skole sammen med en gruppe morgenfriske medarbejdere fra Børn og Unge i Viborg stod på skolens p-plads, og uddelte highfives til de aktive elever og forældre og fik en snak om, hvorfor aktiv transport er godt for alle.

Målet med kampagnen er, at flere børn hopper på cyklen eller løbehjulet, når de skal i skole.

- Vi fik en god snak med forældre og børn om det at cykle i skole, fortæller Dorthe Nørgaard Stilling, skoleleder på Karup Skole. - En del børn blev kørt i skole denne dag, men vi oplever generelt, at mange børn går eller cykler i skole. Der er forskellige begrundelser for at køre børnene i skole. Det kan være afstand og trafik.

Også Martin Rovsing Mose, skoleleder på Frederiks Skole, havde et positivt møde med de kørende forældre, hvoraf mange har en god undskyldning og vælger at køre deres børn, fordi de for eksempel oplever skolevejen for trafikfarlig.

”Vær frisk- Hop på cyklen” har fokus på bevægelse, bæredygtighed, trafiksikkerhed og sunde fællesskaber.

Fem gode grunde til at cykle i skole:

• Du sparer miljøet for cirka to kg CO2, hver gang du cykler ti km • Aktiv transport øger børns koncentration i op til fire timer • Børn får en markant bedre kondition • Samfundet sparer seks kroner pr. kilometer, når du cykler og ikke kører i bil • Børns motorik og balance bliver styrket