Færdselsuheld på Sjørupvej

25. april 2019, 09:56

Skelhøje Midt- og Vestjyllands Politi modtog onsdag kl. 21.45 en anmeldelse om et færdselsuheld på Sjørupvej i Skelhøje.

En 39-årig kvinde fra Kjellerup var i gang med at køre ud fra en ejendom, da bilen gik i stå. Inden hun nåede at få den startet igen, blev hun påkørt af en mand, der formodes at komme fra Varde.

Når der er lidt tvivl om det, skyldes det, at manden godt nok opgav et navn og et telefonnummer men også opførte sig lidt mystisk omkring uheldet. For eksempel lod han bilen stå og begyndte at gå fra stedet, hvorefter han tilsyneladende blev samlet op af en varebil.

Politiet oplyser, at bilen tilhører en kvinde fra Varde, og at man har en formodning om, hvad mandens fulde identitet er.

Den 39-årige kvinde fra Kjellerup var efterfølgende en tur forbi skadestuen til tjek.