Tag din + 60 nabo med

14. april 2019, 08:34

Frederiks Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd er gået sammen om en seniorsatsning for at få flere +60 årige med til eksisterende idræts- og bevægelsestilbud i kommunen. Seniorsatsningen er opdelt i fire forskellige indsatser, hvor den første, som hedder ”Tag din nabo med”, netop er skudt i gang i samarbejde med Alhedens IF i Frederiks.

Indsatsen går ud på, at medlemmerne på en eksisterende velfungerende +60 idræts aktivitet skal være ambassadør for holdet/aktiviteten og få en nabo/bekendt med til aktiviteten. Det skal de gøre ved at udlevere en kaffekop og sige til pågældende, at de skal med for at tanke op både på fællesskab, hygge og samtidig få sig bevæget lidt. Tredje halvleg med fællesskab, kaffe og samvær er nemlig for mange seniorer ligeså vigtigt som selve bevægelsesdelen.

Lisbeth L. Jørgensen, Idrætskonsulent ved Viborg Kommune og Pia Viller Arent, breddeidrætskonsulent og formand for AIF, var derfor i Alhedehallerne i Frederiks for nylig for at uddele kopperne og få ambassadørerne fra Alheden IF med på ideen om at få naboen med.

De to idrætskonsulenter tager turen til Frederiks igen torsdag den 11. april, hvor ambassadørerne fra holdet forhåbentligt har fået en masse nye ansigter med til aktiviteterne.

Viborg Kommune fejrer begivenheden ved på dagen at være vært for kaffe og brød til alle – både til ambassadørerne og alle de nye ansigter.