Tilbud, smagsprøver og netværk

Forårsmessen blev igen i år en festdag i Frederiks og en kæmpesucces med 1025 besøgende foruden alle deltagerne på de 45 stande

12. april 2019, 08:33
Foto: Pia B. Jakobsen

Frederiks Det er tredje år i træk, at Frederiks og Omegns Handels- & Erhvervsforening afholdt forårsmesse i Alhedehallerne og igen i år strømmede gæsterne til trods solskin og lunt forårsvejr udenfor. Gæsterne fik syn for sagen. Lokalsamfundet bobler af muligheder, både når det gælder erhverv og foreninger. Der blev snakket på messestandene og med alle dem, man kendte, der blev hygget, handlet ind og svaret på konkurrencer af enhver kaliber.

Inden messen havde arbejdsgruppen bag arrangementet egentlig besluttet, at arbejdet med at arrrangere er så stort, at sådan en messe kun skal løbe af staben hvert andet år. Men roserne fra de mange glade gæster var så overvældende, at arbejdsgruppen nu vil gå i tænkeboks, fortæller Lars Krog, uddeler i DagliBrugsen og formand for Frederiks og Omegns Handels- & Erhvervsforening. Han har dog et stort ønske om flere hjælpende hænder både op til og under arrangementet. Så om næste forårsmesse bliver i 2020 eller i 2021 er der derfor ikke et klart svar på lige nu. Et er helt sikkert, der kommer en forårsmesse igen!

Se www.ugeavisen-karup.dk eller ugeavisens facebook side for flere billeder fra messen.