Danmarks smukkeste lufthavn

10. april 2019, 12:32
1 af 2 Midtjyllands Lufthavn er den hurtige vej til København. På under en time kan du være på Kongens Nytorv i København. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Glaskunst af blandt andet Carl Henning Pedersen pryder væggene i Midtjyllands Lufthavn. Foto: Pia B. Jakobsen

Visit Med sin unikke beliggenhed i et af Danmarks største naturområder midt på den jyske hede er Midtjyllands Lufthavn allerede når man betragter udenomsarealerne på topscorerlisten over smukke lufthavne. Indenfor i terminalbygningen brydes solen gennem unikke glasmalerier strategisk placeret foran glasruderne. Fantastiske glasmalerier hænger side om side og lokker passagerne til at forlænge opholdet inden check-in. De fleste af disse kunstværker er inspireret af flyvning og fugle er ofte en del af temaet.

Verdens mest effektive lufthavn

Midtjyllands Lufthavn var i 2017 verdens bedste til On Time Performance. Altså den lufthavn i verden, der har de fleste afgange, der kommer afsted til den planlagte tid. Her sammenlignes med alle også de største lufthavne i verden.

Allerede på parkeringspladsen får flypassagerer et forspring i tid i forhold til de større lufthavne. Her er der masser af plads, ingen parkeringsautomater til at forlænge opholdet og ingen maraton distancer for at nå til terminalbygningen.

Security koster kassen

Midtjyllands lufthavn er en offentlig lufthavn med samme klassificering som de største lufthavne i verden. Derfor skal lufthavnen opfylde samme krav til sikkerhed som for eksempel Københavns Lufthavn.

- Security er blevet en hovedopgave, som betyder, at 40% af omkostningerne i Midtjyllands Lufthavn er security omkostninger, fortæller lufthavnsdirektør Frans Bjørn-Thygesen. Til sammenligning udgør de samme udgifter kun 1% af omkostningerne i Københavns Lufthavn.

Til trods for de store lovpligtige investeringer og udgiftsbyrder i forhold til terrorforebyggelse er Midtjyllands Lufthavn gældfri og har en fornuftig økonomi.

90% erhvervskunder

Størstedelen af passagererne i Midtjyllands Lufthavn er erhvervskunder. Arbejdskraft eksporteres og importeres via Midtjyllands Lufthavn imellem Sjælland og Midtjylland. Det er i øjeblikket DAT, der står for ruteflyvningerne mellem primært København men også fra Karup direkte til Bornholm. Herudover finder private fly også vej til Midtjyllands Lufthavn. Det gælder både i forhold til erhverv og i forhold til turisme, fortæller Frans Bjørn-Thygesen og nævner som eksempel fiskere, der flyver ind med privatjet for at fiske blandt andet i Karup Å.

Mange erhvervsfolk benytter i øvrigt også lufthavnens møde- og konferencelokaler. For nylig havde lufthavnen 300 erhvervsfolk til spisning. Det foregik dog i gaten og krævede en stram planlægning.

Samarbejdet med militæret er tip-top

Lufthavnen ligger på militærets område og har lejet sig ind her. Der er et udstrakt samarbejde mellem lufthavnen og militæret i Karup. Blandt andet er kontroltårnet ejet og bemandet af militærets personale, og det er også militæret, der holder luftrummet og start- og landingsbanerne sikre. For nylig er der kommet et helt nyt hegn op omkring banerne, som ikke kan gennemtrænges af vilde dyr som ræve og hjorte.