Flere røvere søges

Ronja Røverdatter efterlyser fortsat et par Borka-røvere

10. april 2019, 09:10
Den næsten to meter høje Anton Dare agerer legeonkel. Foto: Aksel Utoft

Thorning Der øves flittigt på opsætning af Ronja Røverdatter, som er årets Friluftsspil i Thorning. Instruktør Christina de Laurent fortæller begejstret, at det et rigtigt godt hold af skuespillere, der er med på scenen i år. Ja, det var temmelig svært at vælge og dermed skuffe nogle af de mange gode talenter, der havde meldt sig til audition. Selvom det er første gang hun instruerer i Thorning, har hun allerede en lang instruktørerfaring med blandt andet børneteater bag sig.

- Jeg føler mig både heldig og privilegeret ved at blive valgt som instruktør til Ronja Røverdatter forestillingen. Dermed kan jeg fortsætte med at lave det, jeg allermest brænder for, udtaler Christina. De mange forskellige væsner med de mange forskellige karakterer, som er i dette stykke, giver et stort potentiale for skuespillerne.

Indtil nu er det gået helt efter den skitserede øveplan. I søndags var første dag med fuld gennemspilning, eller som Christina med et smørret grin kalder ”første gennemkrybning” af stykket. Den langsomme gennemspilning tog de 14 børn fra 6 – 12 år i rollerne som grådværge og rumpenisser ganske roligt. Alle var fuldt optagede og nærværende. De synes nemlig, det er sjovt og udfordrende at være med til at spille teater. Som én af dem, Karl Bertil Skovkjær, begejstret konstaterede får man oven i købet også slik indimellem. Der er ingen tvivl om, at de små skuespillere bliver nurset og adspredt for ikke at tabe gejsten. Legetid prioriteres også højt, så de kan lære hinanden at kende og måske lige frem blive venner. Børnene kommer nemlig fra mange forskellige skoler.

Reglerne er, at forældre kun er velkomne til at blive og kigge på, hvis de vil spille med for eksempel som røvere. To fædre har allerede meldt sig og er klar til at stå på scenen. I øvrigt efterlyser friluftspillet fortsat et par Borka-røvere. Så hvis man er interesseret, kan man læse meget mere om rollen som røver på foreningens hjemmeside. Tilmelding kan ske til instruktøren, bestyrelsen eller én af skuespillerne.

Ronja Røverdatter opføres syv gange fra den 1. til 9. juni på Friluftsscenen i Thorning under de gamle egetræer – ”Danmarks hyggeligste Friluftsspil”. Billetsalget er i gang – se nærmere på www.thorning.com.