Forårsmesse Leg og teknik

01. april 2019, 08:21
At lege med vand kan Karin og Peder slet ikke lade være med. Foto: Jette Lynge Jensen

Forårsmesse En familie virksomhed med tyk streg under familie. Bortset fra datteren, så arbejder hele familien Østergaard i PØ Leg og Teknik, også svigersønnen. PØ Leg og Teknik har specialiseret sig i vandbehandling. Det vil sige renovering og vedligeholdelse af svømmehaller, altså alt det med vand, rør, strøm og teknik som alarm og kommunikation. Det er mest den yngre generation, der nu farer land og rige rundt til de mange svømmehals-projekter, mens Karin og Peder klarer papirbunkerne og telefonen fra basen i Frederiks.

Rodekasser med badeudstyr

På forårsmessen tager Karin et udvalg af tilbehør til svømmehaller med, som PØ Leg og Teknik også leverer. Det handler om badelegetøj, svømmebriller, svømmebleer, fodtøj og en masse andet. Fra de tidligere forårsmesser ved hun, at især rodekasserne med badeudstyr er et hit, så dem laver hun også nogle stykker af i år.

- Vi er med for at støtte op om vores lokalsamfund og vores lokale erhvervsliv, siger Peder. Det er vigtigt for os som familie og som virksomhed.

Nye partnere

Selv om der er rigeligt at lave, så hviler firmaet ikke på laurbærrene. En samarbejdsaftale med svenske RODECO er så ny, at blækket på underskriften kun lige er ved at tørre. RODECO leverer svømmeudstyr til svømmehaller, herunder dykkerudstyr. Så nu bliver næste projekt at få lavet en helt ny hjemmeside på dansk for RODECO.

- I 2018 fik vi Børsens Gazellepris. Og vi forventer også at få den i 2019, siger Peder med slet skjult stolthed.