Mandfolk på MTB kommer til Karup-Kølvrå

Stor livvidde og høj alder samt kondital er nærmest en fordel, når Karup-Kølvrå IK inviterer til MBT cykling

23. marts 2019, 15:05
Karup-Kølvrå inviterer rigtige mænd ud på MBT. Foto: Pressefoto

Karup Fylder du godt i landskabet og kan du lide at spise dig mæt hver aften? Har du en cykelhjelm, en nogenlunde velfungerende mountainbike eller et ønske om at prøve en? Og er du en mand? Kan du svare bekræftende på det, så skal du tjekke Karup-Kølvrå IK’s nye tiltag. Hos ”Mandfolk på MTB” er det nemlig det sociale og fællesskabet, der er i centrum og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj eller hvem der kører hurtigst.

Et fællesskab med plads til ALLE

- Vi starter det her op, fordi vi tror, der sidder folk rundt omkring, som har et ønske om at få noget motion. Men det kan være svært at have mod eller lyst til at motionere sammen med en gruppe eller klub, som er i god form og kører hurtigt, siger Søren Kjærulff Andersen, der er en af initiativtagerne bag Mandfolk på MTB i Karup.

- Ingen har lyst til at være den, der kommer halsende efter resten af gruppen, og alle får mest ud af motion med andre på cirka samme niveau. Derfor er der ingen mål på, hvor hurtigt, man når rundt, bare man har det sjovt sammen og indstiller sig på, at her kører vi altså efter de langsommeste præmisser, fortæller Søren.

Flere skal bevæge sig for livet

Initiativet er et samarbejde mellem Karup-Kølvrå IK Cykling og Bevæg dig for livet – Cykling, som i disse år arbejder intenst for at styrke klubberne med henblik på at få flere danskere op på cyklen og ud i naturen:

- Mountainbike er rigtig godt, hvis man vil i gang med at motionere, men bærer rundt på mange kilo. Det er nemt at gå til og perfekt, hvis du vil undgå overbelastninger. Vi arbejder målrettet på at få flere danskere til at være aktive og skabe nogle gode fællesskaber blandt mennesker, og med ”Mandfolk på MTB” her i Karup kommer vi et skridt tættere på det mål, siger Dorthe Mikkelsen, der er idrætskonsulent i DGI Midtjylland og arbejder i projektet Bevæg dig for Livet.

Ikke flere lørdage på sofaen

Mandfolk i Karup-Kølvrå skal ikke gøre sig for mange forhåbninger om rolige lørdage på sofaen. Lørdag 23. marts kører Mandfolkene nemlig for første gang afsted fra Jethallen. Inden turen går ud i skoven, er der mulighed for at få lidt at vide om tankerne bag over en kop kaffe og et rundstykke. Er man interesseret, skal man bare møde op. Det kræver ingen tilmelding, og holdet bag Mandfolkene er klar til at byde velkommen og guide rundt i et roligt tempo. Mandfolkene kører herefter hver lørdag.

Bevæg dig for livet - Cykling er et resultat af Bevæg dig for livet-visionen mellem DIF, DGI, TrygFonden og Nordea-fonden. Ønsket er at udbrede passionen for cykling, så endnu flere kan opleve glæden ved at være en del af cykelsporten, cykelmiljøet, klub- og foreningslivet. Og det gør de så sammen med foreninger og udøvere.