Ny forretning i Frederiks

Mandag den 4. februar åbner Byens Frisør på Nørregade. I den anledning byder Ibraham og Terese Sheiko på kaffe og rundstykker

02. februar 2019, 08:51
Ibrahim og Terese Sheiko står også klar med et godt tilbud på klipning, når de åbner frisørsalon i Frederiks. Foto: Pia B. Jakobsen

Frederiks Ægteparret Ibrahim og Terese Sheiko har lejet sig ind i det tidligere Alhedens Motion på Nørregade skråt overfor DagliBrugsen i Frederiks. Lugten af sved er borte. I stedet er der etableret et hyggehjørne med sofa, og de nye frisørmøbler er netop blevet sat op. Frisør værktøjet er også på plads. I skrivende stund mangler bare produkterne, så er der klar til officiel åbning. Frisørparret glæder sig.

- Vi har længe ønsket at blive selvstændige, og har fået en god fornemmelse af Frederiks, fortæller Ibrahim Sheiko. Parret kommer fra Syrien. Ibrahim har boet i Danmark siden 2011. Terese og familiens fire børn på nu 13, 17, 19 og 21 år fulgte med i 2013, hvor de fik en lejlighed i Kjellerup.

Frisør i Syrien og i Danmark

Parret har begge arbejdet som frisør i Syrien. En periode har Ibrahim også arbejdet som skrædder. Lige nu arbejder Terese hos en frisør i Skanderborg, og Ibrahim har senest afsluttet et syv måneders frisørkursus, hvor han har lært det sidste nye inden for damefrisurer. Planen er, at de kommer til at hjælpes ad med at drive forretningen med den centrale placering i Frederiks.

Glade for Danmark

Ibrahim er meget taknemmelig for at være kommet til Danmark og for, at han har fået kone og børn med:

- Her er retfærdighed, og her er fredeligt og trygt. I Syrien er børn en del af krigen. Det er forfærdeligt.

Familien er kristne. De har valgt, at børnene skulle gå i kristne skoler i Danmark. Selv mødes de engang i måneden i en international kristen bibelgruppe i Kjellerup.

- Vi kommer fra forskellige lande, men tovholderen i bibelgruppen er dansk, og mødet foregår på dansk, fortæller Ibrahim. Det er en god danskøvelse til dem begge. Desuden har gruppen været med til at give familien et godt netværk og danske venner.

De håber, at det at drive frisørsalon også vil udvide bekendtskabskredsen og gøre dem endnu bedre til dansk.