Til lykke til en stærk, lokal ildsjæl

03. februar 2019, 14:40
Inge-Lise Sterup fejrer sin 70 års fødselsdag den sjette februar. Foto: Pia B. Jakobsen

Navne Inge-Lise Sterup er født den 7. februar 1949 på Viborg Søndre Sogns Sygehus som den første i en søskendeflok på tre.

- Vi boede på en ejendom i Sejbæk og flyttede til Frederiks, inden jeg begyndte i skole, som på det tidspunkt lå på Holbergsgade. Min bedstemor boede her. Alle kendte hende. Hun var populær blandt alle Frederiks borgenerne dengang. Hun havde en slikbutik lige overfor sportspladsen, husker Inge-Lise.

Allerede som barn begyndte Inge-Lise at spille håndbold. Tidligt blev hun også involveret i det organisatoriske i AIF, da hun kom i håndboldudvalget i 1966 kun 17 år gammel.

I en tiårig periode sad hun i byrådet for Venstre i den gamle Karup Kommune.

Det med at organisere og planlægge i fællesskab med andre har altid draget Inge-Lise. Hun husker tydeligt i 1959, da Frederiks fejrede 200 års jubilæum. Selvom hun kun var 10 år gammel på det tidspunkt, var hun meget optaget af organiseringen af festlighederne. Oplevelsen den gang i 1959 betød, at da byen kunne fejre 250 års jubilæum i 2009, var det Inge-Lise, der stod i spidsen for arrangementet.

Igangsætter og drivkraft

Det med at stå i spidsen for og trække en væsentlig del af læsset er Inge-Lise kendt og respekteret for. I Havredal er hun formand for Havredal Kultur- og Forsamlingshus. Her har hun været med til at iværksætte en større renovering, så alt i huset i dag er up to date.

I Frederiks er hun formand for Alhedens Kultur- og Idrætscenter, hvor hun arbejder for en tiltrængt renovering, og netop i lørdags var med til at klippe snoren til Alhedens Fitnesscenter.

Det er også Inge-Lise, der står bag projekt +60, der netop i disse dage har to års fødselsdag, og som har vist sig at være en stor succes med et stadigt stigende deltagerantal.

Siden 2004 har hun været en del af Parkvængets Venner, hvor hun sammen med en flok frivillige holder regelmæssige arrangementer for beboerne.

Motion og livskvalitet

Inge-Lise selv er ikke i tvivl om, at hendes sportslige engagement har stor betydning for hendes energi og overskud. I 2017 mistede hun sin mand Tage efter et længere kræftforløb. Sporten og fællesskabet har været med til at bære hende igennem. I hallen spiller hun badminton mandag og torsdag. Torsdag går hun også til gymnastik. Derudover er der de daglige gåture på minimum fem kilometer med »Jensen«, hendes ruhårede gravhund.

Inge-Lise har konkurrencegen om det nu er, at noget skal organiseres og lykkes, om det er spillet på badmintonbanen, eller det handler om gåturene. I forhold til sidstnævnte holder Inge-Lise øje med historikken på endomondo. Kan hun runde de 200 kilometer på en måned, så gør hun det.

Kultur, idrætsliv, ældre og omsorg eller motion. Inge-Lise Sterup engagerer hun sig 100%. Med sin handlings- og løsningsorienterede tilgang til opgaverne, gør hun en afgørende forskel for sit lokalområde. Og så er hun rollemodel.

Stor respekt for og til lykke til en nu 70-årig lokal ildsjæl.

Åbent hus

Har du lyst til at være med til at fejre Inge-Lise, holder hun åbent hus i privaten den sjette februar, hvor hun byder på kaffe og lidt mundgodt.