Slid, slæb og værdigt seniorliv

03. februar 2019, 08:07

Læserbrev Socialdemokratiet vil indføre en ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte, og dem som har været længst arbejdsmarkedet. Det betyder, at der tages højde for, at der er faggrupper, som i en tidlig alder kommer på arbejdsmarkedet og har ”hårde jobs”, som f.eks. tømreren, mureren, SOSUhjælperen, fængselsbetjenten, lagermedarbejderen, rengøringsassistenten og mange andre faggrupper. I praksis betyder det, at de ved nedslidning får mulighed for at gå tidligere på pension end andre.

Derudover skal det være muligt at blive visiteret til tidlig folkepension, og det betyder, at mennesker der ikke er direkte omfattet af rettigheden, men som er nedslidte enten fysisk eller psykisk, og ikke kan klare deres job længere, kan blive visiteret til tidlig folkepension.

Jeg er rigtig glad for, at der nu sættes fokus på alle de mennesker, som hver eneste dag kæmper sig igennem deres hverdag med helbredsudfordringer eller smerter, så de nu får mulighed for en værdig seniortilværelse.