Har den ikke fire patter?

13. januar 2019, 12:30
Karin Gaardsted i praktik på Havredal Praktiske Uddannelser. Foto: Pia B. Jakobsen

Havredal Sådan lød det nede fra malkegraven på Havredal Praktiske Uddannelser forleden, da en voksenpraktikant skulle deltage i eftermiddagsmalkningen.

Landbrugsmedhjælper Jesper K. Hansen tog det helt roligt. Han er selv tidligere elev fra Havredal. Efter otte års ansættelse i Hjørring er han nu tilbage på skolen, hvor han i sin tid blev uddannet. Denne gang i fleksjob som landbrugsmedhjælper. Tålmodighed skal der til, når nye skal læres op! Det ved Jesper alt om.

Voksenpraktikant fra Christiansborg

At voksenpraktikanten var politiker, kom direkte fra Christiansborg og hed Karin Gaardsted, lod han sig ikke imponere af. Der stod 60 økologiske køer, der skulle malkes. Han forklarede tålmodigt praktikanten om yverbetændelse, bakterier og vigtigheden af renlighed, når man malker. Karin gjorde sit bedste for at gøre det rigtige. Hun er opvokset på landet. Så det med at malke har hun prøvet, men dengang foregik det ikke i en malkegrav. Så moderne var de ikke ude i Vestjylland.

Skide god dag

Karin fortæller om en aktiv dag på landet. Hun mødte ind klokken 9.00 på Havredal Praktiske Uddannelsers landejendom med heste. Her var hun sammen med eleverne om at muge ud, strø, strigle og rense hove. Over middag kørte hun i UTV ud til økogrisene sammen med de elever, der var ansvarlige her. »Når grisene farer, foregår det i boksene udenfor,« forklarer Karin. »Vi så til smågrisene, puttede strøelse i boksen og fodrede. Det er godt at se, hvor godt grisene klarer sig.«

Mark og have nåede hun ikke, men dagen blev lang alligevel. »Det har været en skide god dag! Det med bogstavelig talt at få jord under neglene giver langt mere end en rundvisning. Jeg forstår virkeligheden meget bedre, når jeg får lov at være med og deltage i opgaverne,« fortæller Karin. Hun er imponeret over STU uddannelsen og den praktiske tilgang i Havredal. »De unge, der har oplevet uendelig meget modgang, får her en opblomstring gennem det arbejde, der skal gøres. De er omgivet af gode og dygtige voksne. Det øgede selvværd er uvurderligt, og så de kommer til at være delvist selvforsørgende.« Karin har ingen ende på roserne: »De har det godt med hinanden. Jeg hører en god tone blandt de unge. Der er ingen, der griner af hinanden. Her er respekt og forståelse for de forskellige vanskeligheder.«

En hel dag

Karin mødte klokken 9.00 og sluttede først dagen i Havredal 12 timer senere. Da malkningen, rengøringen og mælk til de nyfødte kalve var klaret, blev hun nemlig inviteret på hamburgerryg med grønsager, kartofler og sovs på et af Havredal Praktiske Uddannelsers bosteder.

Det blev en helhedsorienteret dag på et helhedsorientret uddannelses tilbud!