Den gamle skole skal være gårdbutik

De Praktiske Uddannelser i Havredal fik en lidt større julegave i år

08. januar 2019, 08:24
Havredal Praktiske Uddannelser har planer om at udvide gårdbutikken og sælge økologisk svine- og oksekød af egen avl. Så flytter de ud af skuret her og ind på Havredal gl. Skole Foto: Morten Marboe

Havredal LAG Skive – Viborg har givet tilsagn om at bevilge 361.000 til ombygning og udvidelse af gårdbutikken i Havredal. »Vi vil gerne udvide vores nuværende gårdbutik, så vi i fremtiden også kan komme til at sælge vores lokalt producerede, økologiske kød direkte fra døren,« fortæller forstander Poul Erik Clausen. Han glæder sig over tilsagnet og understreger, at gårdbutikken vil være med til at styrke Havredal Praktiske Uddannelsers butiksmedhjælper linie, ligesom gårdbutikken vil underbygge uddannelses-samarbejdet med Skelhøje Købmandsgaard.

Havredal Grøntsager

Havredal Praktiske Uddannelser åbnede Gårdbutikken »Havredal Grøntsager« i sommeren 2017. Foruden abonnementsordning og dørsalg på Ulvedalsvej sælger skolen grøntsager til blandt andet Skelhøje Købmandsgaard og Løvbjerg. Grøntsagerne er produceret på skolens jord dels af eleverne på uddannelserne og dels af Havredal Have og Anlæg, som er en socialøkonomisk virksomhed under Havredal Praktiske Uddannelser.

Snart med øko kød

Det er planen, at den udvidede gårdbutik skal indrettes på Ulvedalsvej 32 i den gamle skole. Poul Erik Clausen regner med, at projektet går i gang i løbet af 2019, når financieringen er på plads. For at kunne åbne en gårdbutik med salg af kødvarer er der mange myndighedskrav, der skal opfyldes, så Poul Erik Clausen forventer først, at de er klar til at åbne for dørsalg af kød i 2020.

LAG Skive-Viborg støtter den gode ide

LAG Skive – Viborg har i denne omgang givet i alt ti projekter tilsagn om støtte. Alle har haft det sigte at skabe mere liv og aktivitet i landsbyerne.

Ved tildeling af støttemidler har bestyrelsen i LAG Skive-Viborg specielt vurderet mulighederne for øget produktion og salg af lokale fødevarer, og for måske på sigt at skabe flere arbejdspladser i og omkring Havredal. Samtidig vil gårdbutikken bidrage til øgede aktiviteter i Havredal og samarbejde på tværs af brancher.

Har du ligesom Havredal gårdbutik en god ide, så har LAG Skive-Viborg igen i 2019 mulighed for økonomisk at støtte såvel erhvervsprojekter, som projekter, der sikrer bedre vilkår i landdistrikterne. Næste ansøgningsfrist er 1. februar 2019.

Se mere om hvordan på www.lagskiveviborg.dk