DET tør vi godt gøre igen

Det var folkene bag ideen om den uformelle komsammen-aften Lillejuleaften i Karup Kultur- og Forsamlingshus enige om allerede midt på aftenen den 23. december

03. januar 2019, 16:14
Lillejuleaften var alle nuværende og tidligere Karupborgere indbudt til hygge i Karup Kultur- og Forsamlingshus. En flok herrer nyder her en øl i hyggeligt fællesskab. Foto: Ole Kronborg

Karup På det tidspunkt var over halvdelen af de 145 siddepladser besat. Inden da havde arrangørerne dog været igennem en hård ventetid. Kun et enkelt par havde ladet sig friste af tilbuddet om sildemadder. Det punkt var derfor blevet taget af programmet igen. Med lidt sommerfugle i maven var musikken og folkene bag baren alligevel klar klokken 16, som plakaterne lovede, men bortset fra en enkelt midaldrende herres entré skete der ikke noget før ved 19-tiden, hvor nogle unge mennesker indtog det første bord, fortæller arrangør Ole Kronborg. Først efter klokken 21 kunne han begynde at ånde lettet op. På det tidspunkt kom det store rykind. Da der var flest samlet, var der omkring 90-100 mennesker, som fyldte lokalet med kram og gode snakke, - og der blev sunget godt med på musikken fra de seneste 50 år.

125 deltagere hyggede sig sammen

I alt skønner Ole Kronborg, at omkring 125 mennesker i løbet af aftenen var forbi og hilse på. Flere af disse var blot lige i baren for at købe en enkelt eller to genstande og så ellers fortælle arrangørerne, at det var et rigtig fint initiativ, som de håbede ville kunne blive en tradition.

Aftenen forløb helt perfekt. Alle deltog med det formål at have en fin aften sammen indtil klokken 01.00, hvor musikken rundede af med den der om ”at have det rigtig godt og passe på sig selv – ikke kysse alt for mange piger”….

Det blev til et overskud

Aftenen resulterede i et mindre overskud. Dog kun i en sådan størrelsesorden, at arrangørerne vælger at hensætte dette og endnu ikke byder ind med midler til lokal velgørenhed, som det ellers på sigt er tanken. Nu er traditionen startet og med den fine respons, der var på selve aftenen og i dagene senere hen på gaden, så tror arrangørerne, at man kan forvente endnu flere folk til næste år. I sig selv er målet for en lillejuleaftenkomsammen ikke overskud til ”et eller andet” men mere en mulighed for, at lokale kan mødes på hyggelig vis og få hinanden ønsket velkommen hjem til jul.

Hvis man på denne måde kan slå to fluer med ét smæk, så gør vi det, lover de to bagmænd, der altså er på banen igen lillejuleaften 2019.