Nu er det snart jul

Onsdag var der Luciaoptog og korsang på Friplejehjemmet i Frederiks.

22. december 2018, 16:23
Foto: Pia B. Jakobsen

Frederiks I fællesrummet var der julepyntet og dækket op med velduftende hjemmebag og kaffe. Lige før klokken 15 dukkede friplejehjemmets beboere frem tiltrukket af kaffen og med forventning om stemningsfyldt julesang. Mange havde glædet sig til Luciaoptoget, og de nød, da de unge piger kom ind.

Det er fjerde til syvende klasses elever, der danner kirkekoret i Frederiks. Caroline Hansen, der selv går i syvende og har sunget med i koret i snart fire år, fortalte, at koret skulle optræde igen om aftenen i Frederiks Kirke. Hun skulle synge solo både om eftermiddagen og om aftenen.

På friplejehjemmet gik koret en stemningsfyldt runde med Luciasang og lys. Herefter optrådte de med et flerstemmigt repertoire af mere eller mindre kendte julesange. »Det var meget højtideligt og dejligt at høre,« var ægteparret Ole og Laila enige om. »Det er en god tradition!«