Julekur og uddeling af idrætspris på Flyvestation Karup

Idrætsforening Flyvestation Karup (IFK) afholdt for nylig sin traditionelle Julekur på KFUM Soldaterhjem i Kølvrå

21. december 2018, 09:12
Carsten Helligsø fik årets idrætspris ved julekuren for Idrætsforening Flyvestation Karup. Foto: Ole Johnsen

Karup Godt 80 var mødt op på ”Kuffen” for at høre Næstformand SSG Jan Nielsens juletale til medlemmerne, samt de andre udvalgsformænd, der skulle være til at uddele præmier i IFK mange forskellige idrætsgrene.

Noget af det vigtigste ved julekuren er at udnævne den person, der har gjort sig fortjent til at få Året Idrætspris. Pokalen tildeles en aktiv idrætsmand/kvinde eller enhed, der gennem en årrække har udført et trofast og stort nyttigt stykke arbejde som leder og/eller aktiv idrætsudøver, eller som ved et eller flere flotte resultater ved store mesterskaber fremmer IFK virke – til gavn for flyvestationens idrætsforening og dens medlemmer.

Dette års Idrætspris blev i år givet til Carsten Helligsø, der er et mangeårigt medlem af IFK. Carsten har gennem mange år deltaget for IFK i stævner og mesterskaber i Feltsport, Terrænsport, Orienteringsløb samt Orienteringsbiathlon. Han har siddet i DMI Feltsportsudvalg og i IFK Orienteringsbiathlon udvalg og har flere gange selv stået for at afvikle feltsport, når der ikke var andre, der bød ind på opgaven. Carsten er en meget aktiv deltager for IFK’s Orienteringsbiathlonhold og har deltaget i flere Verdensmesterskaber. Carsten er en god kammerat, der med sit gode humør og sin smittende latter sørger for en god stemning til stævnerne. Det, der dog virkelig berettigede til årets Idrætspris 2018 er, at Carsten på IFKs vegne var stævneleder for Verdensmesterskaberne i Orienteringsbiathlon, der blev afviklet i Nordjylland og Finderup øvelsesterræn med over 160 deltagere. Carsten har fået meget ros for netop dette arrangement, og Obersten i Skive har givet Carsten en speciel mønt for hans store arbejde med stævnet. Tillykke til Carsten.