Super vellykket svømme julecup

50 børn deltog i weekendens julecup i svømmehallen i Frederiks

16. december 2018, 16:05
Både børn og voksne havde en rigtig god oplevelse i weekenden, da AIFs svømmeudvalg afholdt julecup. Foto: Lea Maria Thomsen

Frederiks Svømmeudvalget i AIF er fyldt med gode ideer. Seneste tiltag var her i weekenden, hvor AIF afholdt Julecup for de syv til fjortenårige svømmere.

Det handlede om svømmediscipliner og konkurrence, og der var plads til både de garvede og de knap så garvede svømmere.

Lea Maria Thomsen, der var stævneleder sammen med Klaus Aakjær Olesen, glædede sig over den store opbakning internt i klubben. Hun var godt tilfreds med et deltager antal på 50 og kunne efterfølgende berette om en super god og hyggelig oplevelse for alle, som havde været med. »Vi gentager det igen til næste år,« lovede hun.

Ideen med stævnet var at give børnene en viden om, at svømning er en konkurrence disciplin på lige fod med håndbold og fodbold. Der var derfor konkurrence skamler og markering af vinderne, så det var ret synligt, hvem der vandt hvilken disciplin.

Derudover var der nu diplomer og dykkerbriller til alle, der havde deltaget. For det er lige så vigtigt at være med.