se

Det handler om motion og socialt samvær, når en gruppe +60 borgere mødes i Alhedens Idræts- og Kulturcenter hver torsdag formiddag

17. december 2018, 09:26
Der er lige tid til en mundfuld kaffe og en hurtig snak mellem gymnastik og badminton Foto: Pia B. Jakobsen

Visit Projekt +60 startede på forsøgsbasis i januar 2017. Siden da har en stadigt voksende gruppe af borgere over 60 år mødtes en gang ugentligt for at kombinere sportslige aktiviteter som spinning, badminton, gymnastik og lange, raske gåture med morgenkaffe og frokost i Alhedens Kultur- og Idrætscenter i Frederiks. I dag deltager godt 65 borgere i projektet. Nogle af deltagerne går også i svømmehallen sammen med »pensionistsvømmerne«, der i forvejen kører som en torsdag formiddagsaktivitet i AIF-regi.

Initiativtager til projekt +60, Inge-Lise Sterup, går i dag selv til både gymnastik og badminton, selvom gymnastik oprindelig ikke var noget for hende: »Jeg er et konkurrence menneske, men jeg må erkende, at jeg får rørt nogen muskler, som jeg ellers ikke får brugt. Det er godt for min krop.«

Spinning er også populært. Der er presset 14 cykler ind i et lille lokale, hvor der svedes og arbejdes hårdt. Kommer der flere end 14, går nogle måske ind og gør gymnastik i stedet. Efter nytår bliver der lavet to spinningshold. Det glæder motionisterne sig til.

Godt at have en aftale

De friskeste møder allerede til kaffe og rundstykker i Café Alheden klokken 8.30. Gymnastik, badminton og spinning starter klokken 9.00.

Karen Madsen startede på venners opfordring her i efteråret. »Fidusen ved Projekt +60 er at komme sammen med andre mennesker og få sig rørt. - Også alle de muskler, man ellers ikke får brugt.« Hun sætter stor pris på morgenhyggen. Selvom dynen kan være tung, er det hyggeligt at komme afsted. »Man bliver så frisk bagefter.« For Karen og de øvrige +60´ere er der ingen tvivl om, at både det motionsmæssige og det sociale er væsentligt.

Gåholdet begynder at samles i hallens cafeteria omkring klokken 10. Der er afgang på den godt fem kilometer lange gåtur klokken 10.15. Så kan de, der har dyrket gymnastik eller badminton frem til klokken ni lige nå at være med. De er omkring 25 på gåholdet. Alle iført gule refleksveste, som +60 har stillet til rådighed. Ruten er forskellig fra gang til gang, men der er afgang 10.15 uanset vejr.

Hele pakken inklusive tredje halvleg

Kirsten Dyhrberg Christensen er en af dem, der tager hele pakken. Torsdag starter med morgen kaffe i cafeteriet sammen med de, der nu er mødt op. Herefter er det gymnastik og så gåtur. Formiddagen rundes af med frokost sammen med hele flokken. »Jeg snakker med forskellige. Det er meget givende. Særligt gåturene giver nogle intense samtaler,« forklarer Kirsten, som dyrker motion stort set hver dag. »Det er vigtigt. Man bliver så glad af det.«

I Café Alheden står Heidi Sørensen klar med morgenmad torsdag morgen. Hun er ikke i tvivl om, at det sociale samvær betyder mindst lige så meget for gruppen som det at bruge kroppen. Det nyder hun godt af på flere måder. Hver uge har en 25-30 stykker bestilt frokost. »Det er kanonhyggeligt hver torsdag, når cafeteriet er fyldt med friske, snaksalige 60+´ere, « kommenterer hun, mens hun laver tærte og gør klar salatbaren klar.

Torsdag er en god dag.

Se flere billeder på ugeavisenkarup.dk. Her finder du også en video om projekt +60.