Årestrupvej spærret frem til jul

27. november 2018, 09:15
Inden jul skulle Årestrupvej gerne været åbnet igen. Foto: Pia B. Jakobsen

Karup Viborg Kommune er i fuld gang med at etablere en stitunnel under Aarestrupvej i Alhedestiens tracé.

Anlægsarbejdet blev påbegyndt lige før efterårsferien. Nu er man nået til nedgravningen af tunnelrøret.

Tunnelrør forsinket

Ingeniør Kaj Jensen, Trafik og Veje i Viborg Kommune fortæller til Ugeavisen, at arbejdet går nogenlunde planmæssigt. »Tunnelrøret har været en smule forsinket, men nu er det ved at blive samlet.« Kaj Jensen forventer, at røret bliver sænket ned i starten af uge 48.

Efterfølgende skal der fyldes op med sand omkring røret, og der skal sættes autoværn op, inden vejen kan åbnes igen. Det bliver i hvert fald før jul, men præcis hvornår vil Kaj Jensen ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt.

Frem til da er der etableret en midlertidig omkørsel ad Gl. Banevej.

Alhedestien er også delvist spærret. Cyklister kan vælge at køre omkring Fasanvænget og Urfuglevænget.

Kaj Jensen slutter i øvrigt samtalen med at fortælle, at der har været udfordringer omkring skiltningen. Han lover, at der kommer større skilte op på Viborgvej, så bilisterne advares, inden de kører ind på Årestrupvej.

Husk reflekser og lys

Omkørslen betyder, at der i denne mørke tid er noget mere trafik på Genvej, som fører forbi Karup Skole. Det er derfor ekstra vigtigt at huske reflekser og godt lys på cyklen. De bløde trafikanter er ikke altid så synlige, som de selv tror.