Lokale virksomheder nomineret

Viborg Egnens erhvervsråd uddeler torsdag den 22. november syv forskellige priser ved award show

22. november 2018, 08:43
Havredal Praktiske uddannelser er blandt de nominerede til bæredygtighedsprisen. Foruden den sociale dimension, har skolen en landsbrugsuddannelse baseret på økologi. Foto: Arkivfoto

awards Omkring 70 virksomheder og personer er blevet indstillet, og herudfra er så tre nomineret i hver kategori.

Karup Design nomineret

Til prisen ”Made in Viborg”, som hylder et produkt, koncept eller brand, der er udviklet og/eller produceret i en virksomhed beliggende i Viborg kommune er blandt andet nomineret Karup Design – www.karup.eu, som har base på Vandværksvej i Karup (tidligere Karup Partners). Karup design laver møbler inspireret af det klassiske skandinaviske design formet med minimalistiske, rene linjer.

Ifølge Karup Partners/Karup Designs hjemmeside sælges sovesofaerne, sengene og stolene med udgangspunkt i Karup over hele kloden. Karup Design har siden 1972 været en førende international spiller inden for futoner.

Prisen for bæredygtighed og social ansvarlighed

Vi har to virksomheder her i området, som har særligt fokus på den tredobbelte bundlinje, som inkluderer social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, og derfor er nomineret til denne pris.

Skelhøje Købmandsgaard er en socialøkonomisk virksomhed, der med kun en ordinært lønnet medarbejder, nemlig købmanden selv, samt syv fleksjobbere, en masse frivillige samt nu også en butiksuddannelse for unge med særlige behov, i den grad har fokus rettet imod ikke kun økonomi men også social ansvarlighed.

Havredal Praktiske Uddannelser er ligeledes blandt de tre kandidater. Havredal Praktiske Uddannelser uddanner ikke bare unge med særlige behov. Også medarbejder skaren tæller mange fleksjobbere - idet knap 50% er ansat på særlige vilkår.

Held og lykke til dem!