190.000 kroner fordelt

Vi er kun i november, men Helmut Fechter fra Frederiks Skoles 60 års jubilæums-festudvalg følte sig forleden som julemanden, da han sammen med det øvrige festudvalg kunne uddele det 190.000 s

15. november 2018, 15:30
1 af 2 Frederiks Skole og de lokale foreninger modtog overskuddet fra Frederiks Skoles 60 år jubilæumsfest. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Jonas Steiniche Jensen, AIF, var glad og dybt taknemmelig for de 39.000 kroner, som AIF modtog som tak for hjælpen til Frederiks Skoles jubilæumsfest. Foto: Privatfoto

Frederiks Frederiks Skoles jubilæumsfest blev et brag af en fest med mere end 1200 deltagere. »Hele byen har bakket os op, både før, under og efter festen,« konstaterede Helmut Fechter efterfølgende. »Det er i et stort fællesskab, skolen, festudvalget og byens idrætsforeninger og deres frivillige lykkedes os ikke blot at skabe en super fest, men også et stort og solidt overskud.«

Det overskud ville festudvalget gerne dele ud, og derfor havde de inviteret AIF, FDF, SKF samt Alhedens Borgerforening til Frederiks Skole for at de kunne modtage deres del af overskuddet.

Kun Frederiks Skole var på forhånd blevet varslet om beløbets størrelse, da skoleleder Martin Rovsing Mose ellers havde måttet prioritere et kommunalt møde. Glæden var derfor stor blandt de fremmødte, efterhånden som de blev kaldt op og modtog en »mobile pay betaling«.

Fordelt blandt alle hjælpere

Helmut Fechter kaldte en repræsentant fra de forskellige foreninger op en efter en.

SKF fik 10.000 kr., Alhedens Borgerforening 16.000 kr., FDF 25.000 kr. og AIF 39.000 kroner. De var alle enige om, at pengene lunede godt i foreningskassen.

Jonas Steiniche Jensen modtog på vegne af AIF et beløb på 39.000. Selvom pengene ikke er øremærket til et bestemt projekt endnu, forestiller han sig, at en del af beløbet vil gå til AIFs nye klubhus, hvor det kan skabe mest muligt gavn for alle medlemmer af foreningen. »Vi er jo bare dybt taknemmelig for at modtage et beløb af den størrelse. Det vil der blive sat stor pris på,« fastslog han.

100.000 til Frederiks Skole

Frederiks Skole modtog det største beløb på kroner 100.000, og det var en glad skoleleder Martin Mose, som på skolens vegne takkede for festen og blandt andet sagde, »Tak fordi vi måtte passe skolen og I lavede festen.«

Administrativ leder, Rigmor Sandberg, fortalte til ugeavisen, at man i uge 48 begynder at rive de gamle lærebygninger ned. I budgettet er der ikke sat et beløb af til renovering af området efter nedrivningen. På skolen har man derfor talt om, at nogle af pengene skal bruges på dette nye område.

Styrket sammenholdet

Helmut Fechter takkede alle for holdindsatsen, som han mente har været med til at styrke sammenholdet i Frederiks. »Ikke alene står vi sammen i byen om vores forenings- og erhvervsliv men også omkring vores fælles skole, alt i alt for at skabe liv og sammenhold i byen.«

Fra hele Frederiks og fra alle deltagere af jubilæumsfesten skal der lyde en tak til et dygtigt festudvalg, der kom i mål med så fin en fest og så flot et overskud til glæde for hele byen!