Lokalhistorisk skattejæger holder efter 27 år

04. november 2018, 09:00
Inger Merstrand holder som leder af Lokalhistorisk Arkiv, men fortsætter som frivillig. Foto: Pia B. Jakobsen

Buket Inger Merstrand har viet størstedelen af sit voksne liv til Karups historie. Hun har læst, systematiseret og synliggjort kæmpestore mængder af historier og artikler fra lokalsamfundet. Hun har spurgt ind til og snakket med folk med kendskab til slægter og begivenheder og samlet den viden i spændende foredrag serveret med indlevelse og engagement. For fremfor alt så har Inger Merstrand en fænomenal hukommelse. Hun husker alt, hvad Lokalhistorisk Arkiv rummer og mere til. Når hun holder foredrag om Kølvrås historie, flygtningelejrene i Gedhus eller hvad der nu er på programmet, så foregår det uden manuskript. – Inger Merstrand husker historierne og detaljerne, som hun har læst om og fået fortalt, og hun er god til at koble sin viden sammen, så fortællingen bliver levendegjort. Hendes foredrag er da også populære. Der går ofte ikke mange dage, fra datoen er meldt ud, til alt er udsolgt. Hendes viden har rigtig mange fået stor glæde af.

Knap 40 år med lokalhistorie

Bekendtskabet med Karup startede i 1975, da Inger og hendes nu afdøde mand Kjeld Merstrand kom til Kølvrå fra Skovlunde. Kjeld havde fået job på flyvestationen og Inger på Kølvrå Skole. Inger engagerede sig hurtigt i lokalsamfundet og var med til at oprette Lokalhistorisk Forening i Karup i januar 1978 efter nogle meget succesfulde lokalhistoriske kurser under AOF og Karup Menighedsråd, som Inger var medlem af. Formålet var bl.a. at hjælpe med oprettelsen af et kommunalt lokalhistorisk arkiv, som blev indviet i maj året efter i det gamle ledvogterhus med Arendt Nielsen som leder i en fuldtidsstilling. I første omgang kom Inger Merstrand ikke med i bestyrelsen, men da de manglede en kasserer i 1981, trådte hun til som bankuddannet. I 1991 blev hun ansat som leder af arkivet sammen med Ejvind Nielsen med fem lønnede timer til hver, og få år senere overtog hun arkivet alene.

I dag er arkivet en selvstændig institution under Viborg Museum og Kulturudvalg, og kommunen yder et årligt tilskud til arkivets drift. Inger er nu kun lønnet for otte timer og har i øvrigt i over 10 år delt timerne med Claus Christiansen, der tager sig af registreringer sammen med en række frivillige.

Tiden skal bruges mere rationelt.

Inger fortæller, at hun har valgt at sige op nu, ”fordi der er vildt meget, jeg gerne vil have til en side.” Der er artikler, der venter på at blive skrevet, foredrag, der skal holdes og oplysninger, der skal findes. Alle med interesse i lokalsamfundets historie kan derfor ånde lettet op. - Inger Merstrand fortsætter. Men ikke med kedelige opgaver såsom registreringer, regnskaber og forhandlinger med kommunen. Hun er dog stadig formand for Lokalhistorisk Forening og fortsætter på arkivet som frivillig uden for åbningstiden. Da Ugeavisen møder hende fredag eftermiddag, er arkivet da egentlig heller ikke åbent. ”Jeg har madpakke med,” forklarer Inger. Der er meget, der skal fra hånden. Så fyraften - det bliver først efter klokken 22. Når man snakker om ildsjæle, så er hun bestemt en af dem.

Tak

Mange lokale borgere giver udtryk for Inger Merstrands store betydning for lokalsamfundet. Det, at man får en forståelse af historien i sit nærområde, øger respekten og tilknytningen til området. Og det har Inger i den grad bidraget til.

Det er dog ikke kun lokale, der sætter pris på Ingers store viden og kæmpe engagement. Mange retur mails fra fremmede vidner om Ingers engagement: ”Tak for din meget engagerede og servicemindede indstilling”, ”Tænk at sende en fotograf ud til gården” og ”Tusind tak for maleriet, som jeg aldrig har set”. Inger erkender da også, at den form for anerkendelse bærer en stor del af lønnen for arbejdet. ”Jeg synes jo, det er spændende! Forskellen på data på nettet og så paratviden er bare stor. Det er så spændende at få lov at gøre erindringer levende.”

Det kan man kun være enig med hende i!