Spræl i købmandsbutik

Hærvejscafeen i Købmandsgården blev indviet med dans og harmonikamusik

05. november 2018, 14:49
1 af 2 Hærvejscafeen i Skelhøje kan bruges til lidt af hvert. Foto: Anja Lynge
2 af 2 Hærvejscafeen på Skelhøje Købmandsgaard bød lørdag eftermiddag op til dans. Der blev danset folkedans både inde og ude. Foto: Anja Lynge

Skelhøje Kunder, der kom til Skelhøje Købmandsgaard lørdag eftermiddag, fik en noget anderledes indkøbsoplevelse. Her var der nemlig stor sandsynlighed for at blive budt op til dans.

Otte dansere fra Karup Folkedanserforening og den lokale spillemand, Bent Melvej, lokkede mange ud - ikke på dansegulvet - men på købmandsgulvet. Der blev danset både inde og ude, og alle, der kom omkring Købmandsgaarden den eftermiddag, gik derfra i godt humør.

Anledningen var dels at gøre opmærksom på Hærvejscafeen i butikken og dels at slå et slag for at fremme folkedans, som en festlig måde at være sammen på og rigtig god motion.

Om formiddagen var der et arrangement for børn. Her blev lavet papirklip og malet ansigter.

Det var en rigtig festlig oplevelse,« fortalte Knud Gaarn Larsen, formand for Skelhøje Købmandsgaard, »hvorfor gå, når man kan danse?«

Med nyindretningen af Hærvejscafeen håber Skelhøje Købmandsgaard på at have skabt rammerne for mange gode måder at være sammen på.

Lørdagens gode eksempler tyder på, at det er lykkedes ganske godt.