Nyt klubhus med stort potentiale

AIFs nye klubhus står snart klar til at åbne dørene. Både for den nye e-sports afdeling og for alle andre klubmedlemmer

02. november 2018, 10:07
Man er ikke i tvivl om hvis klubhus, man er kommet ind i. Foto: Pia B. Jakobsen

Visit Pia Arent, formand for AIF og bestyrelsesmedlem Jonas Steiniche Jensen kan næsten ikke vente. Der er netop nu kommet møbler hjem. Måtter med logo er lige lagt ved døren. Det kribler gevaldigt i fingrene for at få møblerne samlet og sat op. ”Nu kommer alt det sjove! Nu skal der indrettes,” konstaterer Jonas begejstret. ”Pokalerne, vimplerne, og sjælen skal findes frem.”

Frivillige trækker læsset

Det er gået hurtigt. AIF købte den tidligere børnehave på Trehusevej lige ved siden af Alhedehallerne af Viborg kommune i maj måned. Da havde huset fra 1971 stået tomt i godt to år. Der var masser af arbejde at gå i gang med. Frivillige gik i gang med den helt store rengøring og en lokal maler sponsorerede malerarbejdet og gik i gang med at male hele huset indvendigt. Et udvalg har søgt fondsmidler og har foreløbigt fået bevilliget kroner 200.000 til renoveringsarbejde af Lokale og Anlægsfonden. Udenfor er læhegnet mellem den tidligere børnehave og hallens boldbaner blevet fjernet af lokale old boys. U14 drenge kom forbi og tog fliser op. For nylig kiggede en frivillig vinduespudser forbi. Nu står alle vinduer skinnende. Alle hjælper, men det er selvfølgelig primært i weekenderne, det foregår. Det er da, der er tid. Næste skridt udenfor er, at der skal laves ny, tostrenget kloak. Og så er der flisearbejde bagefter. ”Vi ser nye hoveder. Det er så godt,” siger de to AIF´ere samstemmende. Sådan noget praktisk arbejde er også en god måde at mødes på og lære hinanden at kende på.

Samlingssted for alle AIFs idrætsgrene

Klubhuset er længe savnet. ”Tidligere skulle vi booke et lokale i hallen til vores møder,” forklarer Pia. ”Det er en udfordring for en flerstrenget forening som AIF at mødes på tværs af idrætsgrene.” Hun er sikker på, at det fælles klubhus vil skabe større samhørighed og ryste folk sammen på tværs.

Foruden et stort fællesrum og et godt mødelokale, er der lagt an til at lave et hyggerum med sofa gruppe og tv skærm samt projektor. ”Så vi kan se sportsbegivenheder sammen – måske en e-sportskamp.” Der er også to kontorer, der står og venter på at blive brugt. ”Vi bruger som frivillige rigtig mange timer foran computeren,” må både Pia og Jonas konstatere. Det vil i mange tilfælde være rart at sidde sammen på kontorerne og kunne udnyttes hinandens viden og bakke hinanden op, når de mere kedelige opgaver skal laves. Det bliver også godt at få flyttet nogle mapper væk hjemmefra.

E-sport fra januar

Med klubhuset åbner AIF også op for en helt anden verden. Her skal dyrkes e-sport. Lokalet er næsten klar. Bordene er sat op. Ti computere er bestilt. Der står gitre foran vinduerne. De skal sættes op. Og der skal alarmsystem op. Gitter og alarm skal være på plads, inden computerne kommer til huset. Der er udvalgt seks superdedikerede unge mennesker som e-sportsinstruktører. Tre har afsluttet uddannelsen. Tre er på vej. Pia kan fortælle, at e-sportsudvalget afholder et informationsmøde den 18. december for at byde kommende medlemmer velkommen og for helt generelt at fortælle om, hvad e-sport egentligt går ud på. ”Det er i hvert fald ikke noget med cola og chips – med mindre vi holder lan party. Ellers er det vand og frugt.” En eller anden form for bevægelse skal der også være plads til. Hvordan det kommer til at foregå, må tiden vise. Faciliteterne er ihvertfald både til bevægelse inde som ude. Man håber så på, at undervisningen kan starte op i januar.

Først med e-sport i Viborg Kommune.

Løvel og Løgstrup har været Viborg Kommunes pilotprojekter hvad angår e-sport, men her skal man selv tage sin egen computer med. AIF er en af de første klubber, som har købt maskiner til det. ”Det vil helt sikkert gøre det lettere at deltage fast på holdet.” For der bliver faste træningstider på faste ugedage. Med e-sport på programmet håber Pia, at AIF kan tiltrække nye grupper af børn – også børn med specielle behov/ diagnoser. ”Det er vigtigt med holdsport! Vi glæder os sådan til at komme i gang! E-sporten vil også være med til at give liv i huset.” ”Jeg tror, det bliver stort,” supplerer Jonas.

Officiel indvielse

Pia og Jonas er helt enige om, at alt skal være pænt og på plads, inden dørene til klubhuset åbnes officielt. ”Det skylder vi hinanden!” Derfor er de meget tøvende i forhold til at give et tidspunkt for en officiel indvielse. De håber på, at det bliver inden vinterferien. Men kloak og flisearbejde skal være færdigt først.

Det skal se pænt ud!