En ildsjæl hædret

Gennem snart 30 år har Frank Johansen været en ildsjæl, og kæmpet en brav kamp for Karup Bio.

03. juni 2013, 10:56
Fra venstre: Otto Barber Johansen, Svend Gjødesen, Frank Johansen, Jens Jørgen Jeppesen og Else Johansen.

Uden Frank, ingen Bio, og uden Bio havde Karup været et stort aktiv mindre. Frank Johansen har fået hjælp af mange frivillige gennem tiden, men alligevel er det meget langt hen ad vejen Frank Johansens store fortjeneste at Karup Bio fungerer så fantastisk godt, som den gør.

Indretningen er blevet fornyet, og biografen er i dag tip top moderne der værer sig fra lærred, lydanlæg, elektronisk fremviser, og ualmindeligt dejlige stole. I sandhed en fryd for Karup.

Det er langt fra sådan, at ildsjæle påskønnes efter fortjeneste.

Derfor har onsdagsklubben, en selvbestaltet og næsten uafhængig gruppe, besluttet at Frank Johansen skal have et klap på skulderen, og en stor tak for en enestående indsats.

- Vi har ikke mange midler at gøre med, men det vi har, vil vi gerne dele med en ildsjæl som Frank. Tusind tak for en enestående indsats. Vi håber du har mod på at fortsætte mange år endnu, og vil gerne hermed udnævne dig til Mr. Karup Bio. Den højeste anerkendelse, som vi kunne komme på, fortæller Jens Jørgen Jeppesen i sin tale til Frank.