Superglade elever ved Karup Skole

30. april 2013, 13:22
En flok glade skolebørn.

Endelig var der lys for enden af den mørke tunnel, da eleverne mandag morgen, efter fire ugers lockout, mødte glade og forventningsfulde op på Karup Skole. Flaget vajede smukt i vinden, og der var pyntet op med små flag ved skolens indgang. Trods regnvejr var stemningen høj, smilene bredde og øjnene strålede, om kap med solen, på de mange elever, der med længsel har set frem til denne "Første skoledag."

- Jeg glæder mig vildt til at gense alle mine klassekammerater og lærerne. Ja, jeg glæder mig faktisk til at få en almindelig hverdag med lektier, fortæller Anne Kopp Jensen fra 5. a.

- Jeg glæder mig også, men jeg tror ikke, det bliver en helt almindelig skoledag, fordi der er så meget, vi skal have snakket om, siger Laura Bröker Nielsen også fra 5.a.

- Det bliver nok en lidt anderledes skoledag. Jeg tror, at savnet efter sine kollegaer, elever og kammerater har været stor, så der er helt sikkert en masse at snakke om, siger skoleleder Thomas Smidt.

- I eftermiddag har jeg arrangeret et ekstraordinært personale møde, så vi kan få talt det hele igennem, fortæller Thomas.