Bøn fra udvalg: - Hæv tobaksprisen markant

Det midtjyske udvalg ønsker tobakspriser på niveau med Norge og England, hvor en gennemsnitlig cigaretpakke koster ca. 100 kr. mens den i Danmark koster omtrent det halve, nemlig 45 kr.

16. oktober 2018, 08:55
Andelen af unge, rygende nordmænd er faldet fra 23 til 3% på 12 år. Det skyldes blandt andet en markant prisstigning på tobak. Skal Danmark også hæve prisen? Foto: Martin Ballund

I det politiske udvalg mødes repræsentanter for kommuner, praktiserende læger og region om fælles sundhedsløsninger som at tilbyde alle borgere hjælp til rygestop og meget andet.

Det går den gale vej med rygningen. Flere unge 16-24-årige ryger dagligt, kan vi se af vores sundhedsprofil. Vi ved, at stigende tobakspriser har tre gange så stor effekt på unge rygere som på voksnes rygning, siger formand for udvalget Henrik Fjeldgaard.

Søger støtte fra resten af landet

Derfor vil han have regeringen til at hæve tobaksafgifterne, så tobakspriserne stiger.

Vi hjælper folk, der allerede ryger, med direkte henvisning til rygestopkurser fra for eksempel hospitaler. Vi skal også hjælpe fremtidens unge til ikke at begynde at ryge, siger næstformand i udvalget, Ib Lauritsen.

Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland opfordrer resten af landets sundhedskoordinationsudvalg til at støtte op om kravet til

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby.