AIF inviterer til Sponsorcykelløb

Cykl en times tid på fredag og støt foreningsarbejdet i Alhedens Idrætsforening

07. august 2018, 10:55
Der er mulighed for enten at cykle selv eller at heppe på de aktive cyklister, der kører AIFs sponsorcykelløb i Frederiks fredag aften. Foto: Arkivfoto

Sponsorcykelløbet afholdes traditionen tro i forbindelse med Open by Night i Frederiks.

Cykelløbet køres på en kort rundstrækning i Frederiks by og varer en time. Alle de indkørte penge går til at styrke foreningsarbejdet i Alhedens Idrætsforening til gavn for byens borgere unge såvel som ældre. Alle kan deltage - både børn, voksne, trænede og uøvede cyklister.

Skaf en eller flere sponsorer

Hver cykelrytter samler så mange sponsorer som muligt. Sponsorerne giver et beløb pr. kørt omgang eller sponsorerer et på forhånd fast beløb. Cykelrytterne kører så mange omgange som muligt i løbet af den afsatte time. Efter løbet er der flotte lodtrækningspræmier sponsoreret af lokale firmaer til de aktive ryttere.

Har du lyst til at deltage, kan du i ugen op til selve løbet finde folderen i postkassen eller hente en på Vestergade 15, Frederiks

Du kan aflevere udfyldte sponsorsedler på selve løbsdagen.

Kom endelig og bak op

Arrangementet er meget publikumsvenligt og velbesøgt af rigtig mange mennesker. Tage Johansen (Tawi) vil på sædvanlig underholdende vis være konferencier.

AIF glæder sig til at se rigtig mange glade og aktive mennesker.