Grundkursus i fluefiskeri

Fluefiskestænger er Guds gave til mennesket!

23. juni 2018, 15:25
Lars Uhre Bruun fangede i foråret en ørred på 11,3 kg i Karup Å. Foto: Privatfoto

Det var et af fiskeguide, Kenny Frosts udsagn, da han sammen med Jan Snejberg, fiskeguide i Karup Å, gav en flok interessenter et lynkursus i, hvordan man fisker med flue. Det er ikke kun fiskestangen, det handler om. Linen er også et kapitel for sig selv: "Den kunne jeg snakke om en hel aften!" Og så er der fluerne, som er allerbedst håndbundne og af hestehår, fuglefjer eller skind.

Riverfisher.dk

Både Jan Snejbjerg og Kenny Frost repræsenterer riverfisher.dk, som har en klar vision om, at det jyske åfiskeri skal styrkes som n samlet lystfiskerdestination, hvor det er nemt for lystfiskeren at få overblik over alle fiskemulighederne og derfor også nemt at flytte sig efter fiskene og de forskellige typer af fiskeoplevelser.

Riverfisher.dk arbejder målrettet for at markedsføre fiskeriet i åerne gennem en række forskellige initiativer. Herudover samarbejder Riverfisher.dk med lokale erhvervsaktører om at rette deres forretning mod lystfiskeren og få skabt samarbejder på tværs. Til sammen er målet med dette at få skabt en øget vækst lokalt og at få flere besøgende til at medvirke til at skabe og fastholde liv i landdistrikterne.

Karup Å er en å i verdensklasse

Karup Å er kendt for sine kraftige og store havørreder. Det er et af verdens fineste vande til havørredfiskeri. Hvert år fanges der havørreder over 10 kilo. Det er noget, som kun få vandløb i verden kan præstere. I år var det i øvrigt Lars Uhre Bruun, som i marts kickstartede den nye havørredsæson i Karup Å, da han landede en ørred på 11,3 kg - den største marts-springer i mands minde.