Folkefest ved Karup Å

Lilholt Igen i år lykkedes det for Lions Karup og Hessellund Søcamping samt ikke mindst Lars Lilholt at få skabt en skøn folkefest.

19. juni 2018, 16:10
Der var ikke kun festival stemning på Karup Å Markedet. Alle var klar til VM kampen. Foto: Morten Marboe

Gæsterne lod sig ikke gå på af den første regn i lange tider. VM kampen Danmark Peru blev fulgt på storskærm og under et tæt dække af paraplyer. Da Danmark i sidste sekund vandt den nervepirrende kamp og regnen holdt inde, var stemningen i top til Lars Lilholt, der endnu engang formåede at skabe en super god stemning.

Benny Raun Nissen fra Lions i Karup var da også en tilfreds mand: Det er en fornøjelse at stå for sådant et arrangement. Vi har frivillige foreninger, klubber, spejdere og denne gang også fra Havredal Praktiske Uddannelser, som hjælper med og får festen til at fungere.

Overskuddet er i skrivende stund ikke opgjort, men det er sikkert, at det kommer lokalsamfundet til gode.