Standup komiker til Karup Bio

Til marts henter Tinghallen standup komikeren Dan Andersen til Karup

15. juni 2018, 16:50
Dan Andersen serverer standup-comedy i Karup Bio den 2. marts 2019. Billetsalget er startet. Foto: Anja Ekstrm Photography

Bevæbnet med guitar og et gevaldigt snakketøj præsenterer Dan Andersen fredag den 2. marts sit nye comedy-show i Karup Bio, og man kan allerede nu sikre sig en billet.

Sædvanligvis skal folk i og omkring Karup udenbys for at opleve standup i levende live. Men det bliver der ændret på denne fredag.

Showet arrangeres af Tinghallen, der benytter den forestående ombygning og renovering af Tinghallen til at rykke ud med arrangementer til flere af Viborgs nabobyer, herunder Karup.

Med disse nye oplevelsestilbud, som vi kalder Tinghallen On Tour, vil vi gerne sætte en ekstra streg under, at Tinghallen og vores arrangementer er for alle kommunens borgere. Så vidt vi er orienterede, bliver Dan Andersen-showet den første gang, hvor der arrangeres professionel dansk standup i Karup, og jeg håber og tror, at både unge og det mere modne publikum vil tage godt imod denne lokale nyskabelse, siger Tinghallens adm. direktør Claus Donslund.

Standup om livets op- og nedture

Dan Andersen, der altid har guitaren med som følgesvend, har optrådt i mere end halvdelen af sit 40 år lange liv.

Det nye show, som han præsenterer i Karup, har han valgt at kalde På Vippen. Showet handler i høj grad om Dan Andersens eget liv, hvor han flere gange har stået på vippen og enten har forsøgt at holde balancen eller er gået til n af siderne.

Undervejs i showet runder han nogle af sit eget livs op- og nedture. Det hele fortalt på en underholdende og vedkommende måde, der både afføder gode grin og vækker genkendelse hos publikum.

Billetsalg

Billetter til standup-showet i Karup Bio sælges på tinghallen.dk og fra Tinghallens billetkontor, der midlertidigt er placeret hos Meny Frost i Sct. Mathias Centret i Viborg.