Udstilling af Povl Christensens "Jammers Minde-grafik"

Viborg Museum & Viborg Kunstforening udstiller Povl Christensens akvatinte raderinger til Leonora Christinas "Jammers Minde".

25. september 2013, 12:07
En af Povl Christensens illustrationer fra »Jammers Minde«.

For 350 år siden blev Leonora Christina fængslet og indsat i Blåtårn, og her blev grunden til hendes selvbiografi "Jammers Minde" lagt. Kun få danskere har i virkeligheden læst dette hovedværk i dansk litteratur, men de fleste kender Leonora Christina som en historisk person og som medvider til Corfitz Ulfeldts landsforræderi.

Nu får man chancen for at se Povl Christensens 24 illustrationer til "Jammers Minde". Allan Nordmark har genoptrykt akvatinteraderingerne fra de originale plader.

Udstillingen "Povl Christensens Jammers Minde-grafik" vises fra

5. oktober til 3. november 2013 på Viborg Museum, Hjultorvet 9, 8800 Viborg.

Det er ikke uden grund at Mikael Wivel i Dansk Kunst i Det 20. Århundrede skriver, at "Povl Christensens arbejde med akvatintens muligheder kulminerede med illustrationerne til Leonora Christinas Jammers Minde". Fangen, ikke kongedatteren, Leonora Christina, som oplever groteske situationer og nedrige personer i Blåtårn, er udgangspunktet for Povl Christensens billeder. Wivel karakteriserer disse billeder som "lutter grafiske mesterværker, hvor form og indhold er gået op i en højere enhed, grum såvel som munter", og han slutter af med at skrive at "raderingerne giver et sjældent differentieret indblik i den menneskelige psyke og hører som sådan til mellem de mest intense udsagn i den danske kunst".

Inspireret af Mikael Wivels ord har Joakim Christensen (arving), Allan Nordmark og professor Mogens Pahuus foretaget en genoptrykning af raderingerne i et begrænset oplag med forklarende tekst til billederne. Det er disse nye tryk, der udstilles på Viborg Museum.

Povl Christensen (1909 - 1977) bliver tidligt optaget af Jammers Minde, ser de grafiske muligheder i materialet og udstiller allerede i 1949 en række store pennetegninger som illustrationer til bogen. I 1954 udgiver han en serie på 24 raderinger til Jammers Minde. De kommer i et lille oplag og betegnes 'eget tryk'. I 1955 udgiver forlaget Gyldendal "Grevinde Leonora Christinas Jammersminde" med Povl Christensens 24 raderinger, reproducerede og formindskede.

Lørdag den 5. oktober 2013 åbner udstillingen.

Joakim Christensen og Allan Nordmark åbner og introducerer til udstillingen, skriver Liselotte Sørensen, museumsassistent i en pressemeddelelse.